Nyhed

De nominerede til Mercury Prisen 2016 er fundet

Listen indeholder blandt andet navne som The 1975, Radiohead og David Bowie

Mercury Prize er en prestigefyldt pris for Årets Album i Storbritannien og Irland, og nu er de 12 nominerede fundet. 

Listen indeholder traditionelt set mange unge og nye kunstnere på musikscenen, men blandt årets nominerede finder man også mere rutinerede kunstnere som Skepta, Radiohead samt David Bowie (billedet), der har modtaget en posthum nominering for sit seneste album "Blackstar".

En nominering og en eventuel sejr kan have stor betydning for karrieren, da den indflydelsesrige pris før har vist at have direkte virkning på albumsalg. Bandet Elbow, der vandt prisen tilbage i 2008, oplevede eksempelvis en markant stigning i salget af deres album "The Seldom Seen Kid", der steg med hele 700 procent.

Panelet, der skal bestemme, hvem prisen går til er sammensat af radioværter, musikere, journalister, producere samt tidligere vindere. Prisen vil blive uddelt den 15. september.


Den fulde liste af dette års nominerede kan ses nedenfor.


Anohni - "Hopelessness"
Bat For Lashes - "The Bride"
David Bowie - "Blackstar"
Jamie Woon - "Making Time"
Kano - "Made in the Manor"
Laura Mvula - "The Dreaming Room"
Michael Kiwanuka - "Love & Hate"
Radiohead - "A Moon Shaped Pool"
Savages - "Adore Life"
Skepta - "Konnichiwa"
The 1975 - "I like it when you sleep, for you are so beautiful yet so unaware of it"
The Comet Is Coming - "Channel the Spirits"

ANNONCE