x

Guide: 11 essentielle Metallica-sange – ifølge Mnemic-bassist OBeast

Guide: 11 essentielle Metallica-sange – ifølge Mnemic-bassist OBeast

De fleste garvede metalhoveder fik endelig, hvad de havde ventet så grueligt længe på, da Metallica efter otte års ventetid endelig åbenbarede, at de udgiver deres tiende album, "Hardwired... To Selfdestruct" den 18. november.

Det skete i følge med musikvideoen til albummets første single, det massive thrash-comeback "Hardwired", der er et solidt stik tilbage til Metallica anno 1983.

I den anledning dykker GAFFA ned i Metallicas omfangsrige bagkatalog på jagt efter det legendariske metalbands mest hårdtslående tracks. Det gør vi dog ikke uden hjælp. Vi har nemlig fået kyndig assistance af Tomas "OBeast" Cowan Koefod, tidligere bassist i Mnemic og Steve Smyths (Nevermore) One Machine.

Metallica har spillet en stor rolle i Tomas "Obeasts" musikalske liv, og han fik endda drengedrømmen opfyldt, da han med Mnemic åbnede for Metallica i Aarhus i 2007 og senere kom med Hetfield & co. på Europa-turné i 2008.

Du kan læse Mnemics turnédagbog i GAFFAs artikelsektion her.

Nu til dags er han stadig kendt i metal-miljøet som "Obersten", et tilnavn, der også har tråde tilbage til Metallica.

"Jeg blev faktisk oprindeligt kaldt Metallica-Obersten, fordi jeg var kæmpe Metallica-fan. Jeg fik navnet, fordi jeg rendte rundt i en camouflagejakke med kun Metallica-mærker på. En bandit med langt nakkehår og overskæg," siger Tomas og husker tilbage på første gang, han selv delte scene med legenderne som opvarmning i Mnemic.

"Da vi spillede med dem for første gang på Vestereng i Aarhus, havde jeg den t-shirt på, jeg købte, da jeg som 15-årig så dem i Holstebro Hallen den 9. januar 1987 på deres Damage Inc.-turné. Det var i øvrigt lige efter, at Cliff Burton var død," fortæller Tomas. "For mig føltes det som en slags cirkel, der blev sluttet, da jeg stod på scenen i den t-shirt."

Mnemics opvarmningskoncert gik heller ikke upåagtet hen, da James Hetfield troligt stod på sidelinjen hele vejen igennem med et stort smil. Tomas siger:

"Jeg glemmer ikke, da jeg gik af scenen efter koncerten, Hetfield så hele koncerten, og det var jeg ret benovet over. Da vi så gik af scenen, hvor jeg ligesom havde gjort min Obeast-ting, grinede han stort af mig og sagde: 'You scared me!'."

"Det var ligesom at være 15 år igen, og jeg havde fyldt en hel sportstaske med mine Metallica-plader. Det lykkes mig at få autografer på fem af dem, fordi der var så mange mennesker, der ville have signeret ting."

Metallica har atter ramt den ungdommelige magi ved den gamle opskrift igen på "Hardwired", mener Tomas: "Det fede ved det nye nummer er, at de begynder at fange essensen af det gamle."

GAFFA overlader derfor trygt opgaven at komme igennem Metallicas bagkatalog til Tomas, som udbryder: "Det er et helvede for mig at vælge sange."

Vi begynder fra starten og arbejder os frem, mens vi blivere klogere på udvalgte tracks fra Metallicas karriere, og samtidig hvordan de har de påvirket en dansk metalbassist liv. Gør klar til at ride på lynet:

The Four Horsemen - Kill 'Em All (1983)

- The Four Horsemen kan man lidt kalde essensen af Metallica. Det kalder de sig jo vist også stadig i dag. Det er dog lidt sjovt, fordi sangen er oprindeligt skrevet af Dave Mustaine til hans band Panic, og han brugte den også på sit første Megadeth-album, "Killing Is My Business... and Business is Good!" - dog under navnet "The Mechanix".

- Jeg kan godt lide anekdoten, fordi den også er sigende om det tidlige Metallica og forholdet til Dave Mustaine. De indspiller den uden ham, og han svarer igen ved at putte den på sit eget album. I dag er forholdet blevet genoprettet, og de har været på The Big Four Tour sammen. Det synes jeg er stort.




(Anasthesia) - Pulling Teeth - Kill 'Em All (1983)

- Jeg vil gerne fremhæve "Kill 'Em All" for den rene thrash-lyd, der kommer lige direkte fra de uregerlige teenageår. Det er den lyd, som i mit univers åbnede for bassen. Cliff Burtons bassolo kan man ikke komme uden om. Det viser den store gave, han havde. Det fortæller også om en tid, hvor man ikke bare kunne spille en bassolo i metal-regi, men også smide den på et album.

- Burton stod på mange måder for bandets ægthed i de tidlige år, han fik dem ud af L.A. og til San Fransisco, hvor de var med til kickstarte Bay Area-bølgen.




Whiplash - Kill 'Em All

- Det er et af de hurtige numre, som igen skildrer den vildskab og umiddelbarhed, som lå i bandets musik dengang. Det er ganske enkelt bare et must-thrash-album!

 

For Whom The Bell Tolls - Ride The Lightning (1984)

- "Ride The Lightning" har jeg et særligt forhold til. Det er et meget fuldendt album. For mig er det en historie, som jeg hører fra ende til anden. Den har sådan en dyster og mørk stemning igennem sig. Den er fyldt med sorg og mørke tanker. Jeg hører det meget som en enhed, det er nærmest en tilstand, man kravler ind i.

- Hvis jeg skulle vælge ét nummer - er du sindssyg?! - men når jeg nu er bassist, bliver jeg nødt til at vælge "For Whom The Bell Tolls". Men der er så meget fed akustisk fingerspil på det her album, som også skildrer Hetfields skills som guitarist og sangskriver.

- Det er thrash, det går stærkt, når det går stærkt, men stadig med det ulmende mørke nedenunder.




Call of Ktulu - Ride The Lightning (1984)

- Jeg bliver nødt til at have instrumentalnummeret "Call Of Ktulu" med. Det viser igen nogle underliggende ting fra Cliff Burton, som er meget svære at komme udenom. Der er noget af det hele; fingerspil, det storladne, og så ligger der bare det her bas-brøl fra Helvede.




Damage Inc. - Master Of Puppets (1986)

- Endnu et must-have i en samling. "Master Of Puppets" er velproduceret og understreger virkelig Metallicas storhed og sangskrivning. Jeg kunne vælge hele albummet, hvis bare jeg måtte.

- "Damage Inc." besidder en særlig vildskab, fordi den har tråd tilbage til "Kill 'Em All". Det er bare fuldstændig fart fremad. Det ligger også lidt i albummets åbningsnummer, "Battery".

- Hvis jeg skal beskrive, hvad der gav mig adrenalinrus dengang, så var det helt bestemt de der sindsygt hurtige numre. Det var dem, som lærte mig at spille bas. Det var måske der min tilgang til det vilde - fart, hastighed, aggression - fandt udløb.

- Et nummer som "Orion" betyder også meget for mig. Det er igen den der Cliff Burton-ting.

- "Damage Inc." var som sagt også den turné, jeg første gang så Metallica. Jeg var så meget teenager dengang, at det gik lidt over hovedet på mig, at Cliff Burton var død og ikke med på scenen. Hele følelsen af den aften var nemlig så stor, det var nok lidt oplevelsen af at se mine egne live-drømme. Det var der, jeg for alvor kunne mærke det der rush, det blev nok gnisten til at spille for alvor og en del af min identitet.




Blackened - ... And Justice For All (1988)

- Det her album er en milepæl. Det er også et stilskifte produktionsmæssigt. Jeg kan huske, at det var med "Justice For All", at jeg også første gang mødte Metallica. I StereoStudio. Jeg fik deres autograf. (griner)

- Jeg vil gerne fremhæve åbningsnummeret "Blackened", fordi det er punchy og hårdt. Det har et fedt tungt breakdown, som igen ender ud i fuldstændig guitar-frenzy. Vi er tilbage ved den der umiddelbare vildskab. Det er balancegangen mellem det vilde og det velovervejede, som kendetegner Metallica, deres høje musikalitet.

- "To Live Is To Die" må jeg også nævne, fordi den indeholder et citat fra Cliff Burton: "When a man lies he murders/ some part of the world/ these are the pale deaths which/ men micall their lives/ All this I cannot bear/ to witness any longer/ cannot the kingdom of salvation/ take me home."




Of Wolf And Man - Metallica (Black Album)

- Black Album består jo nærmest kun af hits. Det er deres kommercielle gennembrud, hvor de får Gud og hver mand med. Alle dem, som normalt ikke vil købe en heavy-plade, køber den her og har den med i bilen. Det er altid lidt mærkeligt for mig, når nogle er så metal-true, at de har svært ved at acceptere, at deres idoler får et kommercielt gennembrud. Det er den der følelse af at skulle dele måske.

- Så jeg vil vælge et af de numre, som man ikke hører så tit. "Of Wolf And Man" er lidt et overset nummer, synes jeg. Men det er også svært at gøre sig bemærket på et album, som også rummer selvfølgeligheder som "Enter Sandman", "The Unforgiven" og "Nothing Else Matters". Men dem kan man høre så mange gange, at man næsten glemmer, hvad de betyder, hvor store de er.


Fuel - Reload (1997)


- De to søstrealbum - "Load" og "Reload" - hører lidt til i en Metallica-æra for sig selv. Bandet gemte sig efter sigende dybt nede i Kirk Hammetts kælder/hjemmestudie og fandt tilbage til deres rock'n'roll-rødder.

- Jeg må indrømme, at jeg blev skuffet over den rock'n'roll-periode, da de to album udkom. Men i dag favner jeg dem fuldt ud og lytter til dem, som de album de er og de referencer de har. Jeg synes, at de er mega fede.

- Det kan selvfølgelig være svært, når man har en identitet, der er formet med bandet, og de så skifter ham. Så glemmer man at lytte. Det tager tid, før man opdager, at det de laver egentlig er fedt nok.

- I dag synes jeg, at det er fede album, som netop minder mig på hvor rødderne i rock og metal egentlig har deres oprindelse - 50'er, 60'er og 70'ernes eksperimenter med nærvær (eller psykedelisk fravær) og strømførende instrumenter. Flere af sangene på de to album tiltaler mig i dag, men vi kommer nok ikke udenom, hvor catchy "Fuel" er. 

 

My World - St. Anger (2003)

- Metallica har altid prøvet at flytte sig og følge med tiden og samtidig beholde deres egne inspirationer. Med "St. Anger" forsøgte de at sprænge nogle opstillede rammer for, "hvad man kan tillade sig", og det fik flere fans i miljøet til at spekulere i, hvorvidt Lars Ulrichs hørelse var i fare, da de hørte hans lilletrommelyd på albummet.

- Men det var selvfølgelig med fuldt overlæg, at Metallica valgte den mere beskidt skramlede lyd og igen refererede tilbage til rødderne.

- På "St. Anger" præsenteres også en ny, superkarismatisk bassist, Robert Trujillo (Infectious Grooves, Suicidal Tendencies, Ozzy Osbourne), efter Jason Newstead kontroversielt valgte at forlade Metallica efter "års fysiske og psykiske belastninger."

- Min favorit på det udskældte album er nok "My World", som har en mere rebelsk og punket attitude.


Cyanide - Death Magnetic (2008)

- Metallica er tilbage i en mere flænsende stil og præsenterer referencer tilbage til de tidligere plader – jeg genkender for eksempel umiskendeligt vers-rundgangen fra "Ride The Lightnins" "Creeping Death" i Hetfields vokalmelodi på "The End of the Line", og introen på "The Judas Kiss" sender mig tilbage på Master Of Puppet’s "Leper Messiah". Jeg er samtidigt meget lyttelysten på den EP med 4 numre, der digitalt blev frigivet fra fanklubben – "Beyond Magnetic"– THRAAAAAASH!


EN sidste anbefaling:

- "Garagedays Re-visited '87" er et must. Det er ligesom måden, de får Jason Newsted præsenteret på. Det er et råt indspillet jam-album, som indeholder en særlig nerve. Den har en helt unik stemning over sig, hvor de tipper med hatten til deres idoler. Den vækker mange minder fra mit teenage-liv.

- Derudover kan "S/M" – det symfoniske album med Michael Kamen som dirigent - også tages med som en helt speciel oplevelse. Ligesom det kontroversielle samarbejde med Lou Reed, "LuLu", er et helt specielt lyt værd i mine ører – like it or not!


Du kan se Metallica spille den nye single "Hardwired" live for første gang ca. 2 timer og 10 minutter inde i koncertoptagelserne fra US Bank Stadium i Minneapolis den 20. august 2016 her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA