Vi har talt med Espen Strunk, forfatter til den netop udsendte bog "Afzelius"
GAFFAs mangeårige skribent Espen Strunk har netop udgivet bogen "Afzelius", den første danske biografi om den svenske sanger og sangskriver Björn Afzelius, der fik stor succes i hele Skandinavien i 70'erne, 80'erne og 90'erne inden sin tidlige død af kræft i 1999, 52 år gammel. Herhjemme kendes Afzelius især for nummeret "Tusen bitar", hans 1990-fortolkning af Anne Linnets to år ældre "Tusind stykker", men han var også selv en produktiv sangskriver, der nåede at udgive 15 studiealbum i perioden 1974-1999 samt et album med vennen og kollegaen Mikael Wiehe.
Det er Espen Strunks tredje bog på tre år. I 2013 debuterede han som forfatter med "Bagsidesanger", en biografi om den danske sanger og sangskriver Jan Toftlund (1949-1990), og i 2015 udsendte han "Rejsende i musik", en bog om en anden markant dansk troubadour, Benny Holst. Biografien udkom på Holsts 75 års fødselsdag 21. marts.
Vi har talt med Espen Strunk om hans nye bog og dens hovedperson.
Hvorfor har du valgt at skrive en biografi om Bjørn Afzelius?
– Fordi jeg synes, at hans bedste sange er fuldstændig fremragende. Det gælder ikke hele hans bagkatalog – men i sine stærkeste stunder går han lige i hjertet på mig, som han har gjort det på titusinder andre her i Skandinavien gennem årene.
– Derudover handler det også om både en sympati med og en fascination af figuren Björn Afzelius. Han var en uforfalsket idealist, som rent faktisk forsøgte at gøre verden til et bedre sted, ikke bare med sine sange, men også med store, kontante bidrag til befrielsesbevægelser i den tredje verden.
– Samtidig med at han var en mand, der, ligesom alle os andre, på godt og ondt var formet af relationelle vilkår i sin tidligste barndom. Visse dæmoner slap aldrig deres tag i ham – og på den måde er det også en såre menneskelig historie.
Der kom en meget rost dokumentarfilm om Afzelius for to år siden, "Tusen bitar", som du selv refererer til adskillige gange i bogen. Hvad kan din bog bidrage med, som dokumentarfilmen ikke allerede har fortalt?
– Jeg vil starte med at sige, at jeg synes, filmen er fremragende. Når det er sagt, så giver en bog i sagens natur mulighed for at komme væsentligt mere i dybden og rundt omkring et emne, end halvanden times dokumentarfilm gør. Med andre ord: Nogle af de temaer, som berøres og antydes fint i filmen, foldes ud og underbygges i bogen – ligesom andre vinkler kommer på banen. Og hvor filmen i høj grad handler om mennesket Afzelius, så forsøger bogen både at favne manden, hans sangskrivning og den tid, han levede og arbejdede i. I øvrigt har jeg bestræbt mig på at bringe nogle kilder i spil, som ikke kom til orde i filmen – mens jeg for eksempel har fravalgt at tale med en figur som Marianne Lindberg De Geer – moderen til Björns ældste datter – som får meget taletid i filmen.
Hvis man som begynder får lyst til at dykke ned i hans musikalske univers, hvor vil du så anbefale at starte?
– Efter min opfattelse toppede han kunstnerisk på de plader, som kom mellem 1976 og ’84. Og skal man – i disse Spotify-tider – pege på udvalgte sange, synes jeg i den grad titler som "Feberdansen", "Atlantis", "Så Vill Jag Bli", "För Kung och Fosterland" og "Fröken Julie" står distancen. For ikke at tale om "Hiroshima", "Ikaros" eller den hjerteskærende "Två Ljus", fra den senere del af karrieren. (Hør playliste nedenfor, red.)
Hverken helt eller tragisk figur
Har du opdaget nye sider af Afzelius i forbindelse med dit arbejde med bogen?
– Hm… måske at jeg personligt, som forfatter, kan spejle mig endnu mere i mandens forskellige komplekser, end jeg var klar over, da jeg gik i gang med at skrive den. Og at Afzelius hverken var en helt eller en tragisk figur – han var begge dele.
Kan du se nogle arvtagere til hans tekstlige og musikalske univers på dagens svenske – eller danske – rockscene?
– Ikke umiddelbart, men jeg er heller ikke en stor autoritet, hvad angår nutidens svenske – eller for den sags skyld danske – populærmusik. Hoola Bandoola Band, hvor Afzelius startede karrieren i første halvdel af halvfjerdserne, blev et stort forbillede for mange politiske rocknavne herhjemme i 70’erne – så på den måde har der været en afsmitning. Men Björn Afzelius – han var, efter min bedste overbevisning, en ener.
Hvis Afzelius levede i dag, hvordan tror du så, han ville se på den aktuelle politiske scene, hvor socialismen ikke ligefrem nyder verdensomspændende popularitet?
– Det er et rigtig godt spørgsmål – mens svaret i sagens natur vil være gætteri. Jeg tror, at Björn stadig ville stå for en solidarisk dagsorden – at han stadig ville forholde sig stærkt kritisk over for social ulighed på både den globale og den hjemlige scene.
At han ville forholde sig dybt kritisk til vor tids forestilling om liberalismen som historiens endestation, og til tidens ukritiske dyrkelse af økonomisk vækst og forbrug. Omvendt tror jeg også, at han ville være for reflekterende og begavet til at holde sig til en dogmatisk, socialistisk verdensanskuelse. Allerede nogle år inden sin død skrev han en central tekst, som hedder ”Tvivlaren,” som sådan set siger det hele.
Det er din tredje musikbog på tre år. Har du flere bogprojekter i ærmet?
– Ja. Medmindre der da sker noget uventet, stopper det næppe her. Men hvad der konkret er på tegnebrættet, kan jeg desværre ikke sige mere om på nuværende tidspunkt.
Hør otte af Afzelius' stærkeste sange, udvalgt af Espen Strunk:
