Nyhed

Folkesangeren Trille er død

Sangerinden og kvindekampikonet Trille blev 71 år.

På billedet ses Trille med sit band i begyndelsen af 80'erne: Trommeslager Ken Gudman, tangentspiller Øyvind Ougaard, guitarist Ole Fick og bassist Hugo Rasmussen

Trille Bodil Nielsen er afgået ved døden, 71 år gammel, efter kort tids kræftsygdom, oplyser hendes nærmeste familie til Politiken.

Trille er kendt som sangerinde, sangskriver og ikke mindst som kvindesagsforkæmper og ikon for en generation af kvinder, der tog sagen i egen hånd. 


Trille fik sit gennembrud, da hun i 1970 sang nummeret "Øjet" på landsdækkende tv. Et nummer om skam og om, hvordan Gud i det høje konstant overvåger os. Sangen forargede mange. Pastor Jan Stolt fra Sværdborg blev så provokeret, at han meldte sangerinden, DR og tekstforfatteren Jesper Jensen til politiet for blasfemi. De blev senere frikendt.

Trille havde på det tidspunkt spillet musik siden 1960'erne. Særligt var hun kendt for at skrive og fremføre viser om hverdagen som kvinde i 70'ernes Danmark, og albummet "Hej søster" fra 1975 var hendes egentlige folkelige gennembrud. 

I 1989, som 44-årig, holdt Trille op med at spille musik, arbejdede herefter som blandt andet programmedarbejder i DR og opgav livet i spotlyset frem til 2008, hvor hun holdt en række fordrag. I 2010 udsendte hun cd-bokssættet "Hele balladen".


Trilles selvbiografi med titlen "Altid har jeg længsel" udkom sidste år i forbindelse med sangerens 70-års fødselsdag. GAFFAs anmelder Espen Strunk tildelte bogen fire stjerner og skrev blandt andet: "Gennemgående giver sprogtonen i bogen fornemmelsen af en bedstemor – hun kommer da også omkring velsignelsen ved at få børnebørn og får skoset nutidens overbekymrede forældre, i øvrigt – som fortæller livshistorie over en kop kaffe hjemme på gården. Og det er absolut positivt ment her, skal det understeges." Læs hele anmeldelsen her.

Se Trille fremføre klassikeren "Øjet":


ANNONCE