x

The Charlatans giver deres næste album væk

The Charlatans giver deres næste album væk

Engelske The Charlatans er lige nu ved at færdiggøre deres tiende album, men denne gang er de ikke interesseret i, at folk skal købe det.

Gruppen har nemlig lavet en aftale med radiostationen XFM om, at de skal hjælpe bandet med at forære pladen væk via radiostationens webside.

Om denne lidt specielle aftale siger frontmand Tim Burgess i følge Gigwise:

"Vi vil gerne have folket til at eje pladen, og kunstnerne, altså os, til at eje copyrighten. Hvorfor skulle vil lade et pladeselskab stå i vejen for, at folk kan få fat i musikken?"

For at tjene penge, synes at være det oplagte svar, men idémanden bag den nye aftale, Alan McGee (tidligere ejer af Creation Records) mener, bandet kan tjene pengene andre steder.

"Bandet vil tjene mere fra folk, der kommer til koncerter, køber merchandise, forlagsrettingheder og royalties. Jeg tror, det er fremtidens forretningsmodel".

Bandet forventer at kunne udsende albummet tidligt i 2008, men singlen "You Cross My Path" ligger allerede klar 22. oktober.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA