GAFFA er på Iceland Airwaves – og oplevede lørdag enestående Björk på hjemmebane i Reykjavik
Så oprandt dagen, som for GAFFAs udsendte – og formentlig også en del andre – står som det sandsynlige højdepunkt på årets Iceland Airwaves.
Lørdag klokken 17 er Reykjaviks eget bysbarn Björk nemlig programsat til at indtage Harpas store, symfoniske sal – Eldborg.
I samme format, skal det vise sig, som i London i september. Hvilket vil sige et forbavsende fravær af elektronik på scenen – maskinerne erstattet af et strygerensemble.
Og et hovedsæt udgjort af sangene fra sidste års "Vulnicura": Björks "Blood on the Tracks", hendes skilsmissealbum, hendes requiem over familielivet med kunstneren Matthew Barney, som også er far til sangerindens 14-årige datter.
”Family was always our sacred, mutual mission – which you abandoned,” som det hedder i en af de mange usædvanligt uhildede tekstpassager fra albummet.
Anden liga
Fredag aften gik for undertegnede med et par knap så sindsoprivende koncerter med blandt andet amerikanske Warpaint og de hypede Stockholm-piger i Dolores Haze, som kunne opleves divertere med egne sange såvel som et enkelt Peaches-cover på det lille, stemningsfulde spillested Gaukurinn.
Men lørdag eftermiddag rykker vi altså op i en helt, helt anden liga – med en kompromisløs kunstner, som jeg hørte live første gang for nøjagtig tyve år og nogle måneder siden, og som er forblevet en fortsat kilde til fascination og forundring.
Og faktisk skal vi helt tilbage til netop Björks underspillede koncert på Roskildes Orange Scene i ’96 for at matche det afdæmpede udtryk, sangerinden – om end med andre virkemidler – disker op med i Reykjavik denne sene eftermiddag.
Hvilket på en måde både bliver en styrke og en hæmsko ved dagens koncert, som folder sig ud over to adskilte sæt.
For selvom sangene i sig selv er stærke sager, og setuppet umiskendeligt eksklusivt – ja, så tager denne anmelder sig i at savne de emotionelle eruptioner, som både musikalsk og vokalt sædvanligvis kendetegner Björks aldrig uinteressante liveoptrædener.
Også sidst, jeg oplevede hende live; udendørs på Zitadelle Spandau i Vestberlin sidste sommer, få dage inden hun afbrød sin "Vulnicura"-turné.
Det var simpelthen for følelsesladet at fremføre de stærkt personlige sange for et publikum, lød det efter nogen tids tavshed fra Björk-lejren – og man behøver blot at klikke på YouTube-optagelsen af "Black Lake" fra Berlin-koncerten for at se, hvad hun mente.
Kontrolleret og ekspressiv
I aften er det en anderledes kontrolleret – men som altid ekspressiv – hovedperson, som folder den særegne stemmepragt ud.
Som altid spektakulært udklædt: Denne aften først i en rød dragt som fremkalder associationer til Lewis Carrolls uopslidelige "Alice in Wonderland". Og siden, i andet sæt, lang lilla kjole og en af de dér fantastiske Björk-hovedbeklædninger, som kun vanskeligt lader sig beskrive.
I andet sæt får vi sarte versioner af blandt andet "I’ve Seen It All" - fra Lars Von Trier-samarbejdet "Dancer in the Dark" og "Jóga" – som høster aftenens største bifald og er en særdeles velkommen afstikker til Björks centrale 90’er-trilogi med ”Debut,” ”Post” og ”Homogenic.”
Rent musikalsk sender dagens koncert til gengæld ingen hilsner til Björks baggrund i halvfemsernes eletroniske scene, hvilket ellers plejer at være tilfældet ved hendes koncerter – selv de særegne "Biophilia"-koncerter i bl.a. New York Hall of Science i Queens og på Roskilde Festival i 2012.
I stedet får vi noget så usædvanligt som en akustisk koncert med en kunstner, som – om nogen – har omfavnet teknologien og udfordret den ellers så udbredte forestilling om den håndspillede musik som mere ”ægte” eller autentisk end sit elektroniske modstykke.
En guitar har ikke mere sjæl end en computer, som Björk engang har sagt – hvilket hun jo på en vis måde har så indlysende ret i. Jo, Björk var en oplevelse i Reykjavik i dag – som altid, kan man tilføje.
