Leonard Cohen, som har en næsten 50 år lang musikalsk karriere bag sig, er afgået ved døden.
Den legendariske sanger og sangskriver Leonard Cohen er afgået ved døden i en alder af 82 år. Det bekræfter Cohens pladeselskab Sony Music Canada på hans officielle Facebook-side:
"Det er med stor sorg, at vi meddeler, at den legendariske poet, sangskriver og kunstner, Leonard Cohen, er gået bort. Vi har mistet en af musikkens mest beundrede og produktive visionære. En mindehøjtidelighed vil blive afholdt i Los Angeles på et senere tidspunkt. Familien beder om privatliv under deres sorgproces."
Dødsårsagen er endnu ikke blevet angivet.
Leonard Cohens søn, Adam Cohen, har ligeledes udtalt sig i en pressemeddelelse til Rolling Stone:
"Min far er gået fredfyldt bort i sit eget hjem i Los Angeles med visheden om, at han har færdiggjort det, som han følte var et af hans største album. Han skrev indtil sidste øjeblik med sin unikke form for humor."
Den 21. oktober udgav Leonard Cohen sit 14. album "You Want It Darker", som blev produceret af Adam Cohen. Albummet modtog fem flotte stjerner af GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen under overskriften "En sidste vals med begæret og kærligheden". Anmeldelsen kan læses her.
Læs også:
Guide: 11 essentielle sange med Leonard Cohen
Til pressekonference i 2014: Populære Problemer – i audiens hos Leonard Cohen
Stor portrætartikel fra 2008, "Zen og kunsten at være Leonard Cohen"