Nyhed

Take That i biografen

Gruppen giver mulighed for at se en af deres kommende udsolgte koncerter i biografsale rundt om i England

Når Take That træder på scenen i Belfast i Nordirland på torsdag, markerer det begyndelsen på gruppens første verdensturné efter udgivelsen af comeback-albummet "Beautiful World".

Turnéen bringer gruppen forbi Danmark til november, hvor de spiller to koncerter i Aalborg og en i København.

Der er stadig få billetter til de danske koncerter, men i England er billetterne blevet revet væk til alle koncerterne. Det har nu fået gruppen til at gå i en lidt utraditionel retning for at underholde deres fans.


De fire Take That-medlemmer har nemlig besluttet sig for at lave deres koncert 22. december i Manchester om til en live-event, der vil blive transmitteret til 50 engelske biografer.

Det vil sige, at man to dage før juleaften vil kunne gå i biografen i England og se koncerten live, og mellem numrene vil man få lidt eksklusive backstage-optagelser.

Om dette anderledes tiltag siger gruppens manager Mark De Quervain:


"The Beautiful World tour blev udsolgt på få timer, hvilket efterlod mange skuffede fans, så drengene var glade for at have mulighed for at give dem denne mulighed for at se showet".

Take That kan opleves i Danmark på følgende datoer:

9/11: Gigantium, Aalborg
10/11: Gigantium, Aalborg
11/11: Forum, København


ANNONCE