Nyhed

Tre dage med gratis koncerter på nyt københavnsk spillested

GAFFA.dk - Alt om musik

Her i weekenden den 7.-9. september holdes der åbningsfest på Vesterbros nye kulturhus, bar og spillested Halmtorvet 9, som indtager den nyligt lukkede PH Cafés lokaler. Det sker med tre gratis koncerter.

Bag det nye koncept står fire erfarne herrer: Bo Winther Petersen (Halvandet), Patrick Barkowski (Absurt Cocktail Club), Claus Petterson (Let's Tend) og Michael H. Andersen (Target Group). Den nye ejergruppe satser på at forny stedets image og tiltrække et bredt spektrum af musikglade gæster mellem 25-50 år.

De starter ud torsdag den 7. september med Sune Feld, der med radiohittet ”A Pearl” blev en af de mest spillede sange på P4 i foråret og sommeren over. Andensinglen ”Win Before You Lose” er netop udkommet. Se videoen her:

Fredag den 8. september følger de op med Royal Feet Factory – et disco/pop-orkester som spiller let tilgængelig dansemusik. Royal Feet Factory spillede på Rådhuspladsen til Copenhagen Pride og har allerede haft tre hits på P4, hvoraf det største er ”Give Me Time”. Hør Royal Feet Factory her: 



Sidste aften i åbningsfejringen lørdag den 9. september bydes der velkommen til Blended Brew, en hard rock-kvintet, som i jagten på gennembruddet indtil videre har opvarmet for legender som AC/DC, Hollywood Vampires med Johnny Depp, Alice Cooper og Joe Perry i front, samt en turné med Alien Ant Farm. Hør Blended Brew her:

 

 


Programmet er som følger – koncerterne er som nævnt ovenfor gratis:

Torsdag den 7. september kl. 21: Rune Feld

Fredag den 8. september kl. 21: Royal Feet Factory


Lørdag den 9. september kl. 21: Blended Brew

 

I efteråret byder H9 Live blandt på rockkoncerter med The Savage Rose, Red Warszawa, Niklas Schneidermann (Magtens Korridorer), Childrenn og Mike Tramp.

ANNONCE