Nyhed

Daniel Lanois producerer kommende U2-plade

”Joshua Tree”-produceren samarbejder med Bono og co. på deres næste udspil

Daniel Lanois og U2 er efterhånden noget af et etableret makkerpar i branchen. Lanois producerede – sammen med Brian Eno – i 1984 ”The Unforgettable Fire” og U2's gennembruds-album ”The Joshua Tree” fra 1987.

Herudover stod Daniel Lanois også – igen sammen med Brian Eno – bag ”Achtung Baby” og ”All That You Can't Leave Behind” fra henholdsvis 1991 og 2000, ligesom han også producerede nummeret ”Love And Peace Or Else ” fra U2's sidste udspil ”How To Dismantle An Atomic Bomb”. Så den canadiske producer ved nok, hvilke knapper, han skal trykke på, når han er med irerne i studiet.

Daniel Lanois udtaler om det snarlige samarbejde med U2 til hjemmesiden jam.canoe.ca:


”Vi har haft et par rigtig gode jam-sessions, blandt andet en i Marokko. Jeg er er meget spændt på det, vi har gang i. Alle har lyst til at lave noget helt nyt, og alle har lyst til at lave et mesterværk.

Vi tager ikke noget for givet, og vi tror ikke, det bliver en dans på roser. Faktisk er det altid hårdt arbejde, og jeg kan godt lide det på den måde. Når man arbejder hårdt, ved man bare, at man bryder igennem til noget, der ikke er blevet gjort før.”

Til spørgsmålet om, i hvilken retning bandet regner med at gå på den kommende plade, svarer Lanois, at det bliver meget ”håndspillet, men også electro”.


Daniel Lanois har på producer-fronten stået bag Bob Dylan mesterværker som ”Oh Mercy” og ”Time Out Of Mind”, ligesom han har produceret Willie Nelson milepælen ”Teatro”.

I næste måned udgiver Daniel Lanois dokumentar-filmen ”Here Is What Is” og et album med samme navn.

Den nye U2-plade forventes at ramme pladebutikkerne i efteråret.


ANNONCE