GAFFA.dk – alt om musik
"Vi er bedre end Tyskland og Frankrig. Du ved, taktikken er farlig." Således synger den satiriske, animerede rapgruppe Gigis på deres uofficielle VM-sang "Verdens Bedste".
Gigis har opnået stor succes med deres tegneserie-sketchs på YouTube samt deres mange musikvideoer, hvor blandt andet Inger Støjberg tidligere har stået for skud af gruppens satire. Den første single fra Gigis var "F Inger" som udkom november 2016, et nummer som skildrede den danske udlændingepolitik på en kritisk-humoristisk måde, med over 500.000 streaminger til følge. Gigis er blevet utrolig populære de seneste to år, det er dog stadig hemmeligt den dag i dag, hvem som står bag den satiriske rapgruppe.
LÆS OGSÅ: Efter viralt hit om Inger Støjberg: Satire-rap-gruppen Gigis hylder folkeskolelærere
"Verdens Bedste" giver Thomas Helmigs officielle VM-sang "Hele Danmark Op At Stå" kamp til stregen.
Nummeret er allerede blevet streamet 108.000 gange samt har over 90.000 visninger på YouTube, dog er der stadig lidt vej op til Helmigs 250.000 streaminger.
LÆS OGSÅ: Hør Thomas Helmigs fodbold-VM-sang
I videoen dribler en række unge drenge bolden rundt på streetbanen i ghettoen i sommerens solskin.
Lyt til den nye og uofficielle VM-sang "Verdens Bedste" øverst i artiklen.