Stor festival aflyser – læs arrangørens meddelelse

Stor festival aflyser – læs arrangørens meddelelse

Arrangørene af Norrköpings store festival har netop meddelt, at der ikke vil komme endnu en Bråvalla-festival. 

Læs hele meddelsen nedenfor fra festivalens Facebook

"Kære venner, der bliver ikke mere Bråvalla.

Efter fem festivaler, 250.000 besøgende, 349 artister og utallige minder for livet vil vi takke alle, der dansede, lo og gæstede Bråvalla-festival. Det er derfor, vi lavede festivalen.

Der findes mange grunde bag denne vanskelige beslutning. Fremfor alt handler det om ting som at booke de artister, som de fleste allerhelst vil høre og samtidig sikre, at alle får den bedst mulige oplevelse under festivalen. Vi ønsker ikke at gøre noget, som vi ikke ved om kommer til at leve 100 procent op til de høje forventninger. Så er det bedre at sætte et punktum og se fremad.

Dette er ikke slutningen, men begyndelsen på noget nyt. I dag er vi triste, men i morgen fortsætter vi med at skabe nye fantastiske oplevelser. I Norrköping og nye uventede steder.

En endeløst stor tak til alle, som har været med til at skabe en helt unik festival!"


Bråvalla startede i 2013 og har været placeret på Bråvalla flyveplads i udkanten af Norrköping. Arrangøren FKP Scorpio oplyste, at der det første år var 40.000 besøgende. Senere blev festivalområdet og antallet af kunstnere udvidet, hvilket førte til Sveriges mest besøgte festival nogensinde. I 2014 blev der opnået en ny svensk rekord med 56.071 solgte billetter.

Gennem årene har store navne som Kanye West, Robbie Williams, Calvin Harris, Ellie Goulding, Muse, Kent med flere optrådt på festivalen.

Den 1. juli 2017 meddelte FKP, at festivalen ville holde pause i 2018 på grund af en række rapporterede sexforbrydelser forbundet med festivalen. Det var dog meningen, at festivalen ville vende tilbage i 2019, men det kommer altså ikke til at ske.

Oven på aflysningen i 2017 spekulerede flere medier i, at den virkelige årsag var dårlig økonomi, men det afviste FKP Scorpios direktør Folkert Koopmans over for GAFFA Sverige, hvor han kaldte det en "mærkelig og kynisk tanke" – læs interviewet med ham her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA