x

Del The Funky Homosapien roser det danske sundhedssystem

Del The Funky Homosapien roser det danske sundhedssystem

Det var lagt op til en storslået aften, da Gorillaz skulle lukke Orange Scene på Roskilde Festival den 7. juli. Koncerten fik dog en brat slutning, da rapperen Del The Funky Homosapien faldt ned fra scenen. 

Faldet fra scenen betød, at Del The Funky Homosapien måtte fragtes til Roskilde Sygehus, hvor han kom i behandling for syv brækkede ribben og en punkteret lunge. Magasinet Vice - Noisey interviewede fornylig (den 20. juli) rapperen, hvor han stadig befandt sig på et hotelværelse i Danmark. 

Den 45-årige rapper med det borgelige navn Teren Jones er blevet udskrevet fra hospitalet, men befinder sig stadig i Danmark for at komme sig efter operationen. 

Inden Roskilde Festival havde Teren Jones kun spillet to Europa-koncerter med Gorillaz. Han vågnede op kort tid før han skulle på scenen til nummeret "Clint Eastwood". Han træder herefter ind på scenen med solbriller på, hvor der samtidig befinder sig en røgmaskine. Jones var ikke klar over, at der var en platform, som gik ned midt på scenen, og løber lige forbi Damon Albarn og lander nede i hullet. 

Rapperen fortæller til Vice, at han tydeligt husker ulykken og fortæller: "Jeg råber, beder om hjælp, i en ekstrem smerte. Jeg tror, Damon prøvede at række sin hånd ned til mig, men jeg kunne ikke røre mig. Jeg troede, jeg skulle dø."

LÆS OGSÅ: Damon Albarn har nyt om faldende rapper og kommende album

Jones fortæller, at han var frusteret over, at der ikke var nogle, som havde advaret ham om sceneopsætningen. "Jeg var udmattet. Jeg sov helt ind til koncerten. Jeg gik på scenen, de gav mig en mikrofon. Jeg løb derud og troede, at alt var cool og pludseligt var det ikke så cool mere. Alt jeg ved, er at det ikke var min skyld."

I interviewet roser Teren Jones det danske sundhedssystem "Jeg vil sige, at Danmark, deres sundhedssystem, klarede den. Hvis det var et andet sted, som USA, var jeg død nu." Videre fortæller Jones: "De skulle operere mig og havde et rør tilkoblet min lunge. Så fyren pumpede blod og luft ud af min lunge. Jeg havde fire eller fem rør tilkoblet til mig".

Lægerne har fortalt Jones, at det vil tage minimum tre måneder for ham at komme sig. Derfor har Del The Funky Homosapien været nødsaget til at aflyse resten af årets koncerter.

LÆS OGSÅ: Styrt fra scenen stjal fokus fra Gorillaz' flotte Orange-lukning


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA