Anden vinder af KarriereKanonen er fundet

Anden vinder af KarriereKanonen er fundet

Det andet af tre talenter fra det danske vækstlag er på Smukfest netop blevet udpeget til vinder af talentudviklingsforløbet KarriereKanonen 2018: Den 20-årige popsanger og sangskriver Tobias Albert.
 
 
Tobias Albert skriver og komponerer sine sange ved hjælp af guitaren og en loop-pedal, hvilket især kommer til udtryk når han optræder live, hvilket han altid gør solo.
 
Blandt tidligere vindere af KarriereKanonen kan nævnes i dag etablerede navne som The Minds of 99, Katinka, Djämes Braun og mange flere.

– Vi har haft historiens stærkeste KarriereKanonen-felt, og de her tre navne er blandt de mest potente inden for hver deres genre, siger jurymedlem og P3-vært Pelle Peter Jensen. – Tobias Albert er en vaskeægte popkomet, som evner at indtage en scene uden så meget andet end sine sange, sin guitar og sit smil.

Hvad føler du lige nu, Tobias?

– Jeg er meget glad, lettet og udmattet. Jeg fik et kæmpestort indtryk af de andre acts, og niveauet var højt, så det var svært at vide, hvor det endte. Koncerten var noget af de største, jeg har oplevet, et højdepunkt på en vild rejse.

Du optræder solo med guitar og loop-pedal, hvorfor er det lige blevet det udtryk, du er endt med?

– Det er kommet stille og roligt. Jeg har haft lidt en indspiller-tilgang, da jeg startede med at spille guitar i 9. klasse på efterskolen, august 2012. Da jeg startede med at spille live, var det uden loop, bare alene med guitar, men jeg er inspireret af kunstnere som James Bay og Ed Sheeran, der begge også bruger loop, om end James Bay også har band med nogle gange. Og James Arthur, Justin Timberlake, Linkin Park, Eminem, jeg elsker hans tekster, så det er meget forskelligt.

Hvordan vil du beskrive din egen musik?

– Den er fortællende, jeg kan godt lide at fortælle historier og gribe fat i folks følelser.

Hvad er dine fremtidsplaner?

– Jeg har fokuseret meget på denne her koncert, men jeg er begyndt at forhandle med pladeselskaber om at skrive kontrakt. Jeg skriver sange hele tiden, så jeg har masser af numre, om end en del også er ufærdige. Det er ligesom at skrive dagbog.

Valget er truffet efter et grundigt talentforløb, som kulminerede i går, hvor otte finalister optrådte på Smukfest. Efter koncerterne voterede en jury bestående af repræsentanter fra KarriereKanonens partnere: Bandakademiet, Smukfest, P3 og P6 Beat.

Hver vinder får nu skræddersyet et udviklingsforløb, som skal støtte deres videre musikalske liv. Derudover skal de tre vindere spille på på Smukfest 2019.  

Talentforløbet blev grundlagt af DR i 2002 som et initiativ til at fremme kunstnere med danske tekster – dengang vandt navne som Magtens Korridorer, Tue West og Marie Key Band. I 2009 udvidede man sin partnerkreds, så KarriereKanonen blev et bredt funderet talentforløb, der også fokuserer på at udvikle musikere inden for felter som koncerter, sangskrivning og branchekendskab.

Du kan høre vinderen her:

www.dr.dk/musik/karrierekanonen/


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA