Nyhed

PowerSolo udsendes i USA

Bandet har klargjort en særlig udgave af "Egg" til amerikanerne, der også kan se bandet live til maj

Da PowerSolo i 2006 udsendte albummet "Egg" herhjemme, fik det pæne ord med på vejen af GAFFAs anmelder, der blandt andet konkluderede, at "Egg er en smeltedigel af genrer og musikalske idéer, og albummet bekræfter PowerSolos position som et af Danmarks mest opfindsomme orkestre".

Den slags musikalsk begavelse er det nærmest ubetænksomt at beholde for sig selv, så nu har bandet klargjort en amerikansk version, der udsendes 8. april.

Billy Ray Cyrus, Dwight Yoakam og alle de andre amerikanere vil kunne glæde sig over materialet fra den danske udgave samt det nye track "I Know This Girl".


Derudover har bandet genindspillet den dansksprogede sang "Dum Dum Dum", der i den nye version har fået den overraskende titel "Dumb Dumb Dumb".

Udgivelsen følges op af koncertdatoer først i Frankrig og derefter USA. Men bandet er desuden ved at indspille materiale til deres tredje langspiller, der skulle ligge klar til efteråret. Så der er altså også ny musik på vej til dem af os, der ikke bor i landet med de store bæltespænder og gratis våben.

ANNONCE