Nyhed

VIDEO: Eminem og Joyner Lucas i postapokalyptisk scenarie

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Eminem er nu ude med andet videoudspil fra sit tiende studiealbum Kamikaze i form af singlen ”Lucky You” featuring rap-kollegaen Joyner Lucas. Se musikvideo ovenfor.

Efter at have udgivet den første single, ”Fall”, fra sit nyankomne album er den kontroversielle rapper nu tilbage med sin anden single ”Lucky You” med en tilhørende musikvideo.

Musikvideoen portrætterer en øde og hærget by, hvor Eminem og Lucas forfølges og kopieres af en hær af mystiske fremmede med hætter og røde øjne.


Videoen indeholder et komisk afbræk, hvor de to rappere gør grin med de hætteklædte stalkere, der alle (ligesom nutidens hiphop-aktører ifølge nummeret) kopierer hinandens gøren og laden.

LÆS OGSÅ: Eminem slår vild Roskilde-rekord

Som i videoen sværmer der også en form for mystik i nummeret ”Lucky You”. Med et solidt beat og roligt klaver i baggrunden er nummeret præget af et melodisk klokkespil, hvis mystik fremhæves i den dystopiske video.


I modsætning til forgængeren ”Fall” står der ikke specifikke personer for skud i ”Lucky You”, men derimod hele hiphop-miljøet og den nuværende musikscene, og Eminem understreger ligeledes med nummeret og videoen, hvordan han er tilbage, stærkere end nogensinde.   

Kamikaze, der har modtaget en bunke kritik fra adskillige offentlige personer grundet dets ucencurerede udtryk, topper lige nu diverse streamingstjenester og hitlister. Albummet er druknet i anmelderros, og GAFFAs anmelder kaldte det også for ”hans bedste siden The Eminem Show” og gav albummet fem stjerner med på vejen.

LÆS OGSÅ: Imagine Dragons-frontmand kritiserer Eminem for homofobisk album


ANNONCE