Danske musikere sætter fokus på psykisk sårbare med koncert

Danske musikere sætter fokus på psykisk sårbare med koncert

Pernille Rosendahl og Røde Mor sætter fokus på psykisk sårbare. Dette vil foregå den 29. september i Imperial Bio i København i forbindelse med det 10. Psykiatritopmøde.

For tiende år i træk afholder PsykiatriNetværket et topmøde, der stiller skarpt på, hvordan vi sammen kan skabe bedre forhold for psykisk sårbare, deres pårørende og bedre forhold i psykiatrien generelt. Mødet får dog i år et særligt musikalsk pust, da Pernille Rosendahl og Røde Mor giver minikoncerter under begivenheden.

Pernille Rosendahl er i den brede offentlighed kendt som frontkvinde i bandsene Swan Lee og The Storm, mens landsberømmelsen for alvor tog til som dommer i X Factor. I 2016 debuterede den danske sangerinde på egen hånd med solopladen Bird, som hun efterfølgende har turneret med rundt i landet. Rosendahl ser frem til at spille et par af sine numre til støtte for de psykisk sårbare. Hun siger således:

– Jeg er utrolig stolt over at skulle spille på dette års Psykiatritopmøde. Jeg har en enorm respekt for de mennesker, der kærer sig om mennesker, som er psykisk sårbare. Og så tåler netop dette område meget mere opmærksomhed. Fra politikere, såvel som fra resten af samfundet.

LÆS OGSÅ: HUN SOLO stifter pladeselskab og fejrer pigerne med ny single og video

Rosendahl vil ikke være den eneste til at betræde scenen under topmødet. Også det danske kultband Røde Mor vil slå vejen forbi. Bandet, der har Troels Trier i front, blev dannet i 1969 og splittede ni år senere. I 2006 var de dog tilbage med ny ep.

Også Røde Mor er beæret over at skulle spille til markeringen af det vigtige emne:

– Det er et udpint, psykiatrisk system, som i højeste grad har brug for et løft til at hjælpe de allersvageste og sårbare – derfor støtter vi op om Psykiatritopmødet, siger Henrik Strube fra Røde Mor.

Der har været en enorm interesse for årets psykiatritopmøde, og stedet melder om få billetter. Topmødet foregår den 29. september fra klokken 11 til 17 i Imperial Bio i København.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA