Danskerne mindes Kim Larsen – topper igen hitlisterne

Danskerne mindes Kim Larsen – topper igen hitlisterne

I går måtte vi sige farvel til én af de allerstørste - Kim Larsen. "This Is My Life", "Kvinde Min", "Jutlandia" og de utallige mange andre hits bliver lige nu spillet i de danske hjem for at mindes den store musiker. 

Mange tændte for anlægget i går og satte Kim Larsen og Gasolin' på, for at mindes vores allesammens store musikalske helt, hvis musik har været soundtracket til mange danskers liv. Klikker man sig ind på diverse streamingtjenester lige nu, kan man se, at Kim Larsens mange numre og albums er strøget til tops på hitlisterne. De første syv pladser for de mest solgte albums lige nu på iTunes stammer fra enten Kim Larsen eller Gasolin' – på førstepladsen finder man Guld & Grønne Skove: Greatest. I top 20 er det hele 16. albums, som stammer fra Larsen. 

De mest solgte sange lige nu på iTunes prydes også af Danmarks nationalskjald. Især er det "Om Lidt", som hitter blandt danskerne, der lige nu ligger som nummer et på iTunes over de mest købte sange. Resten af listen prydes også i stor stil af Kim Larsens og Gasolin's navn, herunder "Midt om Natten", "Pianomand" og "Langebro". 

LÆS OGSÅ: Kim Larsen 1945-2018

Spotify har hyldet Kim Larsen med en playliste: "This is: Kim Larsen". Listen med de 61 sange blev oprettet i går, og har i skrivende stund allerede rundet de 17.000 følgere. 

Hitparaden er stor, og rækken af uforglemmelige sange, som Larsen efterlader er kolossal. Sangene vil for altid leve videre – både blandt børn, unge og ældre. 

LÆS OGSÅ: 70 grunde til at elske Kim Larsen


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA