Nekrolog: Kim Larsen 1945-2018

Nekrolog: Kim Larsen 1945-2018

Vores mangeårige skribent Espen Strunk mindes afdøde Kim Larsen.

For nogle år siden mindede jeg mig selv om, at Kim Larsen ikke ville leve evigt. Og så sørgede jeg, i et anfald af rettidig omhu, for at gå ind og høre ham og bandet, de sidste par gange de var i byen. Det er jeg glad for denne søndag i september, hvor vi – hvor er det tungt at skrive, mand – har mistet Kim Larsen, 72 år gammel.

Ved årets begyndelse blev det offentligt, at Larsen havde fået prostata-kræft, og vinterens koncerter blev aflyst. I sommer var han på scenen igen, og det forlød, at han var kureret. Og i en pressemeddelelse dateret Odense, 30/9-18, forlød det så her til formiddag, at Kim Larsen er sovet stille ind omgivet af sine nærmeste.

Og hvis dén nyhed føles som noget, der faktisk vedkommer éen personligt – ja, så er det ikke så underligt. Larsen var en af vores største sangskrivere, som i sine bedste stunder kombinerede popularitet og poetisk pondus på fornem vis – og han blev en samlende figur med meget få sidestykker herhjemme.

Fra det flippede udgangspunkt omkring den kondemnerede bygning Sofiegården på Christianshavn cirka 1970, over årene med glimtvis geniale Gasolin’ og videre til folkelig stadionsucces med Bellami i 1980’erne. Og fra 1990’erne med Kjukken og en status som decideret ”nationalskjald” – et prædikat, som ofte er blevet bragt i spil, når journalister har skulle sætte ord på Kim Larsens særstatus i dansk efterkrigskultur.

Indlysende pondus

For Larsen var så dansk som designermøbler i lyst træ, som en kold bajer ved Christianshavns kanal på en sommerdag, som en Rifbjerg eller en Panduro – og samtidig helt sin egen, i al sin sympatiske politiske ukorrekthed.

Sidstnævnte en kardinaldyd, som vi efter min bedste opfattelse har brug for mere – ikke mindre – af i en tid, hvor snotforkælet identitetspolitik, nypuritanisme og krænkelseskultur truer med at fjerne fokus fra reelle problemer og bringe os tættere på svenske tilstande. Hvis ikke anledningen var så trist, kunne man næsten få lyst til at markere dagen ved at ryge en pakke smøger iført indianerdragt og mexicanerhat.

Det er umådeligt trist, men giver også på sin vis god mening, at vi mister Larsen netop nu. Hvor nogle af de ting, han stod som fornem repræsentant for – frisindet, sammenhængskraften – er under pres. Det er, ret beset, et tab, hvis omfang er større, end hvad der kan favnes i nogle spontane linjer til et musikmagasin, en trist søndag eftermiddag.

Larsen var en af de dér kunstnere, hvis pondus og betydning er så indlysende, at man af og til helt glemmer at værdsætte deres tilstedeværelse. For alle os født efter abortens frigivelse var han der ligesom bare, og havde været der hele tiden. 

De dødes land

Jeg kan huske Kim Larsen & Bellami, friluftskoncert i Grenaa i senfirserne, og jeg husker Yummi-Yummi på kasettebånd i gave fra en fraværende far. Men jeg husker også sitrende smukke stunder, momentvis magi, ved Larsen-koncerter de senere år – med det fine band Kjukken, som de sidste 25 år udgjorde Larsens forbilledlige backingband.

Rækken af uforglemmelige sange, som Larsen efterlader, er næsten for lang til at begynde at remse op. Og vi har formentlig hver især vores egen subjektive hitparade af Larsen-sange, som har givet særlig god mening for os. Min egen mentale playliste inkluderer indlysende udpluk som ”Byens hotel”, ”Jutlandia”, ”Sct. Emetri”, ”Perron Gare du Nord” og ikke så få andre.

Men det Larsen-minde, jeg vil tage frem og støve af i dag, er et par minutter på Aarhus-spillestedet Train i 2012, hvor tiden stod stille, mens Larsen leverede nogle af sine mest fortættede linjer. "Er der sang og musik i de dødes land / og swinger det, pianomand?" spurgte han, med den dér særlige Larsen’ske diktion. I dag kender han svaret – som jeg personligt vil vælge at tro er et ”ja”, per dags dato.

Den her skal lige synke ind. For fanden, Kim. Tak for sangene og god rejse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA