GAFFA – 35 år i musikkens tjeneste
Lune Larsen fandt gratismedier konkurrenceforvridende
GAFFA har interviewet stort set alle betydningsfulde danske musikere inden for pop, rock og det, der ligner, men én kunstner fik vi desværre aldrig talt med trods adskillige forsøg: Kim Larsen.
Kim Larsen ville nemlig ikke tale med gratismedier, som han fandt konkurrenceforvridende. Det skrev han i et brev til GAFFA-skribent Henrik Tuxen, da denne forsøgte at få ham i tale tilbage i 2006 i forbindelse med en artikel i serien "GAFFAs Kulturkanon". Et svar på regeringens kulturkanon, som daværende kulturminister Brian Mikkelsen tog initiativ til, og som indeholdt både Kim Larsen solo og Gasolin' – ganske som GAFFAs Kulturkanon gjorde, i GAFFAs tilfælde med albummene Værsgo og Efter endnu en dag.
LÆS OGSÅ: Nekrolog: Kim Larsen 1945-2018
Henrik Tuxen skrev direkte til Larsen og fik omgående svar i form af et håndskrevet brev, hvor Larsen blandt andet skrev:
"Som du måske kan regne ud, bryder jeg mig hverken om prisuddelinger eller kanonudvalg – jeg får simpelthen røde pletter," skrev Larsen og fortsatte:
"Men den væsentligste grund til, at jeg siger nej tak – for det gør jeg – er at GAFFA er en gratisavis, og gratisaviser er mig lige så meget imod som sponsoraftaler. De er simpelthen konkurrenceforvridende. Jeg er for meget af en gammel liberalist til at hoppe med på den vogn."
Kim Larsen sluttede sit brev således: "Når det er sagt, skal jeg sige mange tak for, at du gad at tænke på mig. Jeg håber ikke, du betragter dette brev som en hovski-snovski-holdning. Intet kunne være mere forkert. Venlig hilsen Kim Larsen," efterfulgt af en tegning.
Trods sin holdning gav Larsen dog senere et interview til DSB's gratismedie Ud & Se.