Nyhed

JADA trækker stikket for en stund

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

JADA rykker efterårets koncerter grundet stress

Den netop indtrådte oktobermåned skulle have budt på tre koncerter fra JADA, der i løbet af det seneste år i flere omgange har vist sig som et stjerneskud i raketfart på den danske musikscene. Kvinden bag aliasset hedder Emilie Molsted og har med singlerne "Sure" og "Keep Cool" leveret popsange fyldt med kant og sjæl, der indkapsler både moderne og mere tidløse facetter i sin lyd. Med kun to singler ude er det forholdvis usædvanligt, at hypen allerede er så stor en realitet. Ikke desto mindre er det lige præcis, hvad Emilie Molsted oplever lige nu. Foruden at være sanger på projektet er hun også sangskriveren og produceren bag – tre roller, der alle kræver et enormt fokus.

I et hudløst ærligt opslag på Facebook meddeler popspiren nu, at det store arbejde, der følger med den massive opmærksomhed desværre har resulteret i en midlertidig sygemelding under diagnosen stress.


LÆS OGSÅ: VIDEO: Jada kræver albuerum og mangfoldighed

"Jeg har arbejdet hårdt på at skrive ny musik, turnere og samtidigt gå på et fuldtidsstudium. Der har været så mange nye ting at mærke og forstå undervejs, og jeg har ikke kunnet finde ud af at tage mig den tid, jeg havde brug for. På et eller andet tidspunkt mistede jeg en del af kontakten til mig selv," skriver JADA og fortsætter:

"Jeg har derfor valgt at trække stikket det næste stykke tid, for at give mig selv ro til at finde en god måde at være den musiker og det menneske, jeg gerne vil være."


I opslaget skriver sangerinden endvidere, at hun er utroligt beæret over at have udsolgte koncerter i eget navn og at hun glæder sig meget til at vende tilbage til scenen på den anden side af vinteren.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Med hjertet i behold synger Jada Roskilde i gang

Efterårets koncerter er rykket til følgende datoer:


29/3: Aarhus, Radar
30:3: Odense, Posten
05/4: København, Store Vega
 

ANNONCE