Nyhed

Songcrafter udgives i Europa

Songcrafter Music indgår aftale om europæisk distribution

Det lille, et år gamle pladeselskab med vægt på de rå singer-songwritere, Songcrafter Music, har indgået en aftale med det svenske selskab Rootsy, der fremover vil stå for distributionen i Europa.

Til gengæld udgiver Songcrafter musik for Rootsy i Danmark. Planen er at de to selskaber fremover vil samarbejde omkring promovering, turnévirksomhed med mere.

Songcrafter har aftaler med følgende artister: Tobias Stenkjær, Amalie Riis, CS Nielsen og Martin Høybye.


”Vi har oplevet en stigende interesse fra udlandet på vores udgivelser, så det er skønt nu at kunne følge opmærksomheden til dørs med en distributionsaftale.

Næste skridt bliver at få sendt vores kunstnere på turné, så vi kan møde de udenlandske fans på deres hjemmebane."

Det siger Roar Amundsen fra Songcrafter Music i en pressemeddelelse.


I anledningen af aftalen har de to selskaber arrangeret to labelnights, én på hver sin side af sundet, med musik fra danske Amalie Riis og Tobias Stenkjær, samt svenske Annika Fehling og Andi Almqvist (billedet) – sidstnævnte spiller på dette års SPOT Festival.

Det foregår den 28. maj i Skt. Gertruds i Malmø og den 29. maj i Råhuset på Vesterbro i København.

songcrafter.dk


ANNONCE