Nyhed

Bruce Springsteen bakker op om Obama

Bossen tager utvetydigt stilling op til det forestående valg og melder sig under Barack Obamas faner

"Ligesom jer andre har jeg fulgt valgkampen, og nu har jeg set og hørt nok til at vide, hvor jeg står. Senator Obama rager et godt stykke op over de andre".

Sådan indleder Bruce Springsteen en nyligt publiceret erklæring på sin officielle hjemmeside, hvor han i vanligt velartikuleret stil vælger at tage endegyldigt stilling i den verserende fløjkrig hos Demokraterne - en polemik, som i løbet af den hidtidige valgkamp har truet med at flytte fokus fra den påtrængende nødvendighed af et systemskifte i amerikansk politik.

At Springsteen ikke just er begejstret for George W. Bushs forvaltning er velkendt for enhver, som har fulgt Springsteens værk og virke - i den siddende administrations otte-årige levetid såvel som i al almindelighed. Ikke mindst til Springsteens koncerter - inklusive besøget på Frederiksberg i vinters - hvor aktuel amerikansk uden- og indenrigspolitik har fået adskillige skud for boven.


Springsteens sangværk har altid balanceret et sted mellem den amerikanske drøms trodsige håb og påpegningen af dens åbenlyst problematiske vilkår.

På de senere plader - fra "The Rising"s eftertænksomme meditation over USA efter 11. september 2001 til "Devils & Dust"s fortættede musikalske noveller om et land i krig - påtager Springsteen sig imidlertid i højere grad end tidligere rollen som politisk talsmand for det såkaldte "Andet Amerika". Oppositionens Amerika.

Ved valgkampen i 2004 valgte han da også at bakke op op den demokratiske kandidat John Kerry, idet han turnerede med The E Street Band under overskriften "Vote for Change" sammen med en række andre prominente amerikanske musikere.


Og nu er det så altså Barack Obama, som kan nyde godt af den i ordets bedste forstand folkelige figur Bruce Springsteens opbakning i månederne op til valgets endelige afgørelse til november.

Besøg Springsteens hjemmeside


ANNONCE