Nyhed

Travis til Roskilde

Sondre Lerche, Kaizers Orchestra og Jaga Jazzist også føjet til programmet

De let melankolske skotske guitarpoppere Travis er netop blevet offentliggjort til årets Roskilde Festival, der finder sted i dagene 27.-30. juni.

Travis har haft stor succes med deres tredje album fra sidste år, "The Invisble Band", hvorfra numrene "Sing", "Side" og "Flowers In The Window" er blevet store hits. Travis fik også priserne som årets udenlandske band og for årets udenlandske album og årets udenlandske single ("Sing") i GAFFAs årlige læserafstemning ved årsskiftet.


Travis debuterede i 1997 med albummet "Good Feeling" og brød for alvor igennem internationalt i 1999 med deres andet album, "The Man Who", ikke mindst pga. singlen "Why Does It Always Rain On Me?" De spillede også på Roskilde Festival 2000.


Roskilde Festival har derudover for nylig offentliggjort tre spændende norske navne, nemlig den Burt Bacharach-inspirerede popsanger Sondre Lerche, de larmende og bizarre Kaizers Orchestra og 10-mands orkestret Jaga Jazzist, der spiller elektronisk jazz tilsat rock, drum'n'bass, disco og electronica.

ANNONCE