GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste
Grimes frigiver i dag den futuristiske single "We Appreciate Power" med en tilhørende makaber video
På den nye single viderefører Grimes de bizarre og fantasifulde spor fra 2015-albummet Art Angels, men tager det i en langt mere aggressiv retning end nogensinde før. Lyden er rå og minder om industrial rock, mens der samtidig er alien-lyde, skrig og tekst som: "We pledge allegiance to the world's most powerful computer / Simulation: it's the future".
Musikvideoen forstærker udtrykket i en slags science-fiction-dystopi. Den viser Grimes og sangens med-skaber Hana, der langsomt drejer rundt iført rumdragter og adskillige våben, mens sangteksten står skrevet på en række forskellige sprog.
LÆS OGSÅ: Grimes: Art Angels
Sangen er det første solo-udspil siden Art Angels og kommer efter et tumultarisk år for sangerinden. Tilbage i februar skrev Grimes et Instagram-opslag om, at opfølgeren til Art Angels var undervejs, men opslaget blev ændret til "welp, ingen musik i den nærmeste fremtid alligevel... musikindustrien er trash". Grimes har dog frigivet musik i løbet af året med blandt andet Janelle Monáe, Poppy og Loona og har samtidig trukket en del overskrifter for sit forhold med tech-mogulen Elon Musk.
Udgivelsen af "We Appreciate Power" blev annonceret i går via Grimes' Instagram med teksten "Vi underkaster os de robotiske over-herrer":