Nyhed

Heartland tilføjer 11 navne til 2022-programmet

GAFFA.dk - alt om musik

Med de 11 nye navne byder festivalen på både dj-sets, fransk pop og amerikansk blues- og rock

Det endelige festivalprogram for Heartland offentliggøres først i 2022, men indtil da kan du glæde dig over, at der netop er blevet offentliggjort og tilføjet 11 nye navne til programmet, der spænder bredt i genrer.

John Fogerty, der er bedst kendt som forsangeren i det amerikanske blues- og rockband Creedence Clearwater Revival, som i 60'erne og 70'erne havde stor succes med "Bad Moon Rising", "Down On The Corner" og "Have You Ever Seen The Rain". Siden 1972 har John Fogerty haft succes med sin solokarriere, blandt andet med det selvbetitlede album fra 1975, som indeholdt "Rockin’ All Over The World". Fogerty medbringer sit store bagkatalog samt spritny musik, når han for første gang besøger Heartland. 

Med et helt nyt album forsætter M.I.A. sin rebelske pop-stil og tager det hele vejen med til Fyn. Den tamilske musiker debuterede tilbage i 2005 med albummet Arular og har siden været aktiv som musiker, kunstner og offentlig debattør.

Canadiske Claire Boucher, der går under kunstnernavnet Grimes, gæster også Egeskov Slot til næste år, hvor hun skal opføre et audiovisuelt dj-set, der skal fungere som en rejse ind i hendes kreative musikalske univers. Grimes er blandt andet kendt for at blande eksperimenterende elektropop med tegnefilmsæstetik.
 
Der er to år siden, at Caroline Polachek udgav albummet Pang. Nu er hun aktuel med singlen "Bunny Is A Rider", som hun medbringer til festivalen. Sammen med Polachek tilføjes den franske gruppe L'Impératrice, den britiske sanger og sangskriver Billie Marten samt den eksperimenterende popmusiker fra Californien Spellling til listen over internationale navne. 

Der er også store danske navne på programmet. Trentemøller kommer til at gæste festivalen med liveband og ny musik i forbindelse med udgivelsen af det kommende album Memoria. Også den danske rapper Benjamin Hav gæster Heartland til sommer. Det gør han sammen med Familien, som er hans band, der består af et nøje udvalg af danske musikere.

Joyce kommer også til at pryde festivalen med deres energiske rocksange, der har haft stor succes inden for de seneste par år. Det udgiver et nyt album i 2022, hvilket bliver opfølgeren på succes-pladen Formskifter fra 2020.  Danske Dopha er også en del af de 11 nye navne på programmet. Selvom hun er et nyere navn på den danske musikscene, har hun allerede været nomineret til adskillige priser, herunder Carl Prisen, Steppeulven og årets DMA. 

Tidligere er blandt andre Pet Shop Boys, Lindsey Buckingham og Cat Power blevet offentliggjort til Heartland 2022. Se hele listen af offentliggjorte navne nederst i artiklen.  

Heartlands direktør og musikchef Ulrik Ørum-Petersen er begejstret for de nye tilføjelser til det foreløbige program:

“Med dagens annoncering kan vi for alvor begynde at se frem til igen at mødes omkring de store musikoplevelser på Egeskov – som vi i den grad har savnet de seneste år. Det er i festivalens kerne at præsentere et spændende, internationalt line-up, og jeg er meget glad for, at vi i dag kan præsentere så stærke tilføjelser til programmet, der uden tvivl kommer til at give publikum noget, de kan synge med på, fordybe sig i og ikke mindst feste til,“ fortæller han i en pressemeddelelse. 

Dagens offentliggjorte navne:
- John Fogerty 
- M.I.A. 
- Grimes DJ  
- Caroline Polachek 
- Trentemøller 
- L’Impératrice 
- Benjamin Hav & Familien 
- Spellling 
- Billie Marten 
- Dopha 
- Joyce

Allerede offentliggjorte navne:
- Lindsey Buckingham
- Greta Van Fleet
- Cat Power
- The Magnetic Fields
- Jensen McRae
- Pet Shop Boys

Musikprogrammet på Heartland er indtil videre oppe på 18 navne. Festivalen oplyser i pressemeddelelsen, at der i de kommende uger og måneder vil blive offentliggjort flere navne løbende, både inden for musik, kunst, talks og mad.

Heartland kombinerer live-samtaler og samtidskunst med musik- og madscenen i slotshaverne ved Egeskov Slot på fyn, og i 2022 finder festivalen sted fra torsdag den 2. juni til lørdag den 4. juni.

Der bliver sat et begrænset antal endagsbilletter i salg på et senere tidspunkt.

LÆS OGSÅ: Heartland Festival klar med flere navne

Varm op til Heartland 2022 med "Centerfield" af John Fogerty lige her: 

ANNONCE