Så meget tjener sangskriverne bag de store julehits

Så meget tjener sangskriverne bag de store julehits

Vil du være sikker på altid at have råd til julegaver? Så skal du bare skrive en jule-evergreen – en julegave, der bliver ved med at give, især til skaberen.

NME har kigget på, hvor meget sangskriverne bag nogle af de største julehits tjener hvert eneste år, og det er ganske store beløb. Et pund står i skrivende stund i 8,32 kroner – så kan du selv regne om til kroner.

Slade: Merry Christmas Everybody (1973) – cirka 512.000 pund

Ifølge en opgørelse fra den engelske rettighedsorganisation Performing Rights Society i 2013 indtjente sangen dengang hvert år 512.000 pund til deling mellem sangskriverne, Noddy Holder og Jim Lea, der var henholdsvis sanger og bassist i Slade, da sangen blev indspillet. Ifølge et program på den engelske tv-station Channel 5, citeret af Daily Mail, skulle sangen i 2016 indtjene op mod en million pund til sangskriverne. Sangen skulle i øvrigt være hørt af hele 42 procent af verdens befolkning.

Wham!: Last Christmas (1984) – cirka 470.000 pund

I 2015 tjente George Michael ifølge The Telegraph cirka 470.000 pund på sin udødelige klassiker, og sangen er ikke blevet mindre populær efter ophavsmandens tragiske død juledag i 2016, om end avisen ikke har nyere tal.

LÆS OGSÅ: Nekrolog George Michael 1963-2016: En storslået karriere – med en del skandaler

The Pogues featuring Kirsty MacColl: Fairytale of New York (1987) – cirka 400.000 pund

Det er måske lidt overraskende, at en sang sunget af en mand med dårlig tandhygiejne, et afslappet forhold til skønsang og erkendte problemer med alkohol og stoffer er så populær, men det er den. Sangen er skrevet af de britiske folk-punkeres forsanger Shane MacGowan og gruppens multiinstrumentalist Jem Finer. Sangens duetpartner, den engelske sangerinde og sangskriver Kirsty MacColl, har vi desværre ikke blandt os mere. Kort før jul år 2000 blev hun ramt af en speedbåd i forbindelse med dykning ved Mexico og blev dræbt på stedet, 41 år gammel.

For nylig blev sangen i øvrigt beskyldt for homofobi af flere radioværter grundet brugen af ordet "faggot", hvilket MacGowan afviste – han ville bare gøre sangen så sprogligt autentisk som muligt i forhold til dens hovedpersoner.

Mariah Carey: All I Want for Christmas is You (1994) – cirka 373.000 pund

Mariah Carey og sangskriverpartneren Walter Afanasieff tjener hvert år til deling cirka 373.000 pund på denne nyklassiker, som Carey naturligvis fremførte, da hun gav julekoncert i Royal Arena tidligere på måneden.

LÆS OGSÅ: Totalt for meget og lidt fantastisk

Shakin’ Stevens: Merry Christmas Everyone (1985) – cirka 130.000 pund

Han er gået lidt i glemmebogen, men hver jul vender han tilbage, den engelske retro-sanger. Hans store julehit er dog skrevet af Bob Heatlie, som derfor tjener de 130.000 pund, sangen indbringer hvert år i royalities. Som sanger tjener Stevens dog også lidt, om end væsentligt mindre.

LÆS OGSÅ: Sådan skriver du det perfekte julehit


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA