Nyhed

Mads Langer udgiver ny single på dansk: – Det er som at få et nyt instrument i hånden

GAFFA – 35 år i musikkens tjeneste

Første nummer på dansk bortset fra julekalenderbidrag og Sanne-sang

Mads Langer er aktuel med en ny single, ”Mellem linjerne”, og den er, som titlen røber, på dansk. Det er første gang, Langer udgiver en sang på dansk ud over hans to julekalenderbidrag ”I en stjerneregn af sne” og ”Tag mig med” fra henholdsvis 2013 og 2018 og ”Overgi’r mig langsomt”, som han skrev til Sanne Salomonsens 2009-album Unico. Vi har stillet Langer en stribe spørgsmål om hans nye sang og om at synge på dansk – hør ”Mellem linjerne” nedenfor.

Hvorfor er det først nu, du udgiver en dansksproget sang i eget navn – bortset fra dine julekalendersange? Du fik jo mange roser for dit nummer ”Overgi’r mig langsomt” til Sanne Salomonsen for snart ti år siden.


– Jeg tror, jeg hele tiden har tænkt, at dansksprogede sange ville stå i vejen for min internationale karriere, men nu er tiden anderledes. Der er sket en revolution inden for streaming, som gør det muligt at gøre begge dele, synge på både dansk og engelsk, uden at de to ting spænder ben for hinanden. Jeg har skrevet på dansk længe, og nu har jeg ramt en tone, hvor det er, hvor det skal være, men det er ingen hemmelighed, at det har været svært for mig. Sproget rummer så meget, så jeg har været i nogle forskellige hjørner for at finde mit udtryk. I starten var det meget poetisk og indadvendt, når jeg skrev på dansk, og i en anden periode blev det lidt for letbenet, men jeg synes, ”Mellem linjerne” har ramt en tone mellem poesi og noget tilgængeligt.

Hvad er forskellen på at skrive på dansk og engelsk?

– Der er forskel på lyden. Når jeg synger dansk, ligger det et andet sted klangmæssigt i mit register, og så er det jo mit modersmål, og så er der nogle nuancer, man kender bedre, også selvom jeg har talt og skrevet på engelsk i mange år; man kommer tæt på. Det er som at spille på et nyt instrument, det er som at få en guitar i hånden for første gang, og det giver nogle a-ha-oplevelser, når man opdager et nyt rum i sproget og tænker ”Hvor i alverden kom det fra?”


Hvad handler sangen ”Mellem linjerne” om?

– Sangen handler om at være ensom i tosomheden. Jeg begyndte at skrive den for syv år siden, ikke lang tid efter ”Overgi’r mig langsomt”, og hvor jeg var i et forhold, der ikke fungerede. Det er en sang, jeg har lirket på i mange år – nogle sange kommer til mig på en halv time, andre tager meget længere tid – men nu føler jeg, jeg er kommet i mål. Nu er jeg heldigvis et godt sted i mit kærlighedsliv, men det ændrer ikke på, at jeg har et sort hul i mit bryst, et melankolsk sted, som jeg altid har skrevet sange fra, og som vil være en kilde til evig inspiration. Men mine sange handler heller ikke nødvendigvis om mig selv, det kan lige så godt være for eksempel en ven, der gennemlever en krise, eksempelvis en skilsmisse eller et dødsfald i familien. Det handler om at fange en følelse, og jeg vil ikke sætte for kraftige labels på mine sange. Jeg vil ikke tage patent på, hvad de skal betyde for andre.

Kommer der flere sange på dansk fra dig i den kommende tid?


– Jeg har en masse dansksproget materiale liggende, men jeg har også lige startet et nyt udenlandsk eventyr, hvor jeg indspiller og udgiver et internationalt album i 2019, efter planen i anden halvdel, men der kan sagtens komme noget mere på dansk i året. Jeg har flere svenske kolleger, der gør det samme, veksler mellem at udgive sange på engelsk og modersmålet, for eksempel Laleh, og det har været inspirerende. Jeg har skrevet kontrakt med det tyske selskab Starwatch, og jeg har også skrevet en publishingkontrakt hos Evan Bogart, der har været med til at skrive Beyoncés ”Halo”. Han har taget mig under sine vinger, og jeg drømmer også om at skrive sange til andre.

Hvem er din favoritsangskriver på dansk og hvorfor?

– C.V. Jørgensen er nok den største for mig, og Peter Sommer er også fabelagtig, han er nok sin generations CV.  Han kan vride sproget som en karklud og virkelig gøre sproget til sit eget og tage nogle kunstgreb, der er både simple og powerfulde, for eksempel en linje som ”Hvorfor løb vi, vi ku’ ha’ gået hele vejen” fra sangen ”Hvorfor løb vi?”, det er en af de bedste linjer, der er skrevet på dansk nogensinde. Carl Emil Petersen og Karl William fra min generation er også gode, og fra mine forældres generation vil jeg nævne Anne Linnet og til dels Steffen Brandt.


Se også Mads Langer fortælle om sangen i denne video.

Hør "Mellem linjerne":


LÆS OGSÅ: JULEKALENDER-LÅGE 19: Hør årets bedste sang ifølge Mads Langer

ANNONCE