x

Gregory Porter giver to danske koncerter

Gregory Porter giver to danske koncerter

Den amerikanske jazz- og soulsanger og sangskriver Gregory Porter giver to danske koncerter, i Royal Arena lørdag den 13. juli og i Musikhuset Aarhus søndag den 14. juli

Gregory Porter overraskede alle, da han første gang besøgte Danmark på Copenhagen Jazz Festival i 2014. Koncerten i DR Koncerthuset var forrygende og løftede sig yderligere, da selveste Stevie Wonder, som befandt sig blandt publikum efter at have spillet på Roskilde Festival dagen før, blev lokket på scenen til publikums store begejstring for at give et improviseret ekstranummer. I 2016 vendte Porter tilbage til jazzfestivalen, i 2017 spillede han på Heartland ved Egeskov Slot, og i 2018 udsolgte han igen både i Operaen og i Musikhuset Aarhus. I år vender han tilbage til Musikhuset Aarhus, under Aarhus International Jazz Festival, og nu giver han også for første gang koncert i Royal Arena i København.

Porter albumdebuterede i 2010 og fik international anerkendelse med sine to Grammy-vindende album, Liquid Spirit (2013) og Take Me to the Alley (2016), der skabte opsigt, da de blev de første jazzalbum, som gik i Top 5 i England i mere end et årti.

I november 2018 udsendte han sit første livealbum One Night Only – Live At The Royal Albert Hall, som blev indspillet ved tre udsolgte koncerter i Royal Albert Hall i London.

I England blev Gregory Porter årets bedst sælgende jazzkunstner i 2018, efter hans seneste og femte studiealbum, Nat King Cole & Me, ramte tredjepladsen på den officielle britiske albumhitliste. Albummet gav ham hans højeste hitlisteplacering nogensinde.

GAFFA har flere gange givet Porter fremragende liveanmeldelser, blandt andet da han gæstede Copenhagen Jazz Festival i 2016, og Ivan Rod skrev:

"Konstant holdt han publikum i sin hule hånd med sin fantastiske stemme, sin karismatiske optræden og sin brede appel. Og dét uanset om han sang egne, meget personlige sange, eller protestsange knyttet til kampen for borgerrettigheder i 60'ernes USA. Han var troværdigheden selv som sanger og sceneoptrædende”.

LÆS OGSÅ: Magisk stemmepragt og forbindelse til noget guddommeligt

Billetsalget begynder mandag den 21. januar klokken 10 via Ticketmaster.dk

Kom i stemning med "Hey Laura":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA