Nyhed

D-A-D i studiet med Joshua

Bandet er i studiet i USA med produceren Jon "Joshua" Schumann

Som tidligere nævnt her på GAFFA.dk befinder D-A-D sig lige nu i New Jersey for at indspille deres tiende studiealbum.

De afbrød forleden indspilningerne for at spille i Frederica, men ifølge den seneste rapport fra bandet er de nu tilbage i USA, hvorfra de også kan afsløre, hvem der producerer det kommende album.

I en mail fra bandet fremgår det, at de har hyret Jon "Joshua" Schumann til at producere det kommende album. Joshua har senest produceret for svenske Kent og har tidligere stået bag plader med Mew, Kashmir og Carpark North.


Ifølge bandet tog det "ikke mere end en frokost og to dage i Joshuas studie at finde hinanden", og om valget siger Jesper Binzer:

"Vi har headhuntet Joshua – et sjældent men meget vigtigt valg fra D-A-D's side. Joshuas effektive og hurtige måde at arbejde på, klikker 100 procent med vores. Vi har de samme referencer, og nu er fundamentet for indspilningerne støbt".

Indspilningerne ser ud til at gå strygende, og bandet er ifølge Jacob Binzer i gang med sidste del af de amerikanske indspilninger:

"Vi har indspillet 19 grundbånd på en uge, og vi har en uge tilbage i New Jersey, før vi tager tilbage til Danmark for at færdiggøre albummet, der udkommer til efteråret".


Første chance herhjemme for at høre det nye materiale bliver, når bandet 17. juli spiller den første af otte shows til Grøn Koncert.

ANNONCE