Nyhed

Den indflydelsesrige musiklærer Leif Falk er død

GAFFA – alt om musik

Han underviste senere medlemmer af Gnags, Shit & Chanel, Mek Pek Party Band og mange flere

Den indflydelsesrige aarhusianske musiklærer Leif Falk er død, 78 år gammel. Hans søn, musikeren Mek Pek skriver følgende på Facebook:

"I dag tirsdag døde vores elskede far, farfar, morfar og oldefar. Han har levet med Parkinson de sidste 14 år og alligevel haft store oplevelser og glædesstunder med familie og venner. Han vil blive husket som et kærligt, skørt, elskeligt, vanvittigt, autentisk, ærligt, provokerende, fascinerende, spontant, musikalsk nærværende, legende og lærende menneske. Der var ingen som ham."


Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget

Leif Falk var født og opvokset i København, men flyttede først til Randers og siden til Aarhus og blev musiklærer på Aarhus Friskole i 1965. I de følgende årtier underviste han her mange børn og unge, der senere blev kendte danske musikere, blandt andre Anne Dorte Michelsen samt medlemmer af Mek Pek Party Band, Shit og Chanel og Gnags. Falk skrev desuden en lang række sange for både børn og voksne og har udgivet flere plader, blandt andet med gruppen Splask.


Leif Falk havde en særlig mission med sin undervisning:

– Man anså 95 procent af den danske befolkning for at være umusikalske. Der var fem procent, man kunne bruge til noget. Det var jeg nødt til at lave om, sådan at der kun var fem procent, der ikke kunne rytme eller var tonedøve, sagde Leif Falk i 2007 i et interview med TV2 Østjylland.

Da Leif Falk boede i Randers, spillede han trommer i et jazzband ved navn Safari Jazz, og da han på et tidspunkt skulle i praktik som lærer, blev hans afløser i gruppen engelske Charles Watts, oplyser TV2 Østjylland. Watts, der boede i Randers fra 1961-62, blev senere kendt som Charlie Watts, trommeslager i Rolling Stones.


Falk var blandt andre farfar til guitarist med mere Emil Falk, der er kendt for sit samarbejde med både Thomas og Hugo Helmig. 

I 2017 blev Leif Falk hyldet ved en koncert på Bispetorv i Aarhus, hvor de optrædende var blandt andre Thøger Dixgaard, Mek Pek, keyboardspiller Astrid Elbek (Shit & Chanel), Emil Falk og guitarist Per Møller (Anne Linnet med flere). Alle sange var skrevet af Leif Falk. 

Se en video fra koncerten optaget af I Do Art Agency alias Matias og Rikke Luna


ANNONCE