Slipknot-frontmand: Nickelback er ikke længere rockens mest forhadte band

Slipknot-frontmand: Nickelback er ikke længere rockens mest forhadte band

I et radiointerview med den tidligere Sex Pistols-guitarist Steve Jones fortæller Corey Taylor, at Nickelback har givet stafetten videre til det amerikanske poprockband Imagine Dragons

Det canadiske band Nickelback har gennem lang tid haft et vist ry for at være én af rockverdenens mindre respekterede navne – nogle vil endda sige dét mindst respekterede navn. Som NME skriver, så kan Chad Kroeger & co. imidlertid ånde lettet op, da denne mindre favorable titel nu er gået videre til Imagine Dragons. I hvert fald, hvis man spørger Corey Taylor.

Slipknot- og Stone Sour-sangeren kiggede i tirsdags forbi den tidligere Sex Pistol Steve Jones’ radioprogram Jonesy’s Jukebox. Her faldt snakken blandt andet på Nickelback, og Jones pointerede, at de (Nickelback) har en rolle som syndebukken indenfor rock’n’roll. Hertil svarede Taylor: ”Ja, men de giver stafetten videre til Imagine Dragons nu, og jeg elsker det!”

Jones spurgte bagefter ind til, hvem Imagine Dragons er, og Taylor formulerede: ”De er frygtelige, det er, hvad de er, så det er cool. Og de er fra Vegas, så jeg har tænkt mig at gå hjem og protestere. Jeg kan ikke vise mit ansigt i den her by mere.”

Artiklen fortsætter under videoen:

Taylor forklarede, at folk er begyndt at sætte mere pris på Nickelback og nu vender deres irritation og vrede mod Imagine Dragons. Han advarede efter sin udtalelse Jones: ”Forbered dig på, at det her bliver til 20 clickbait-nyhedshistorier.”

Corey Taylor har haft et lettere turbulent forhold til det canadiske post-grunge-band gennem tiden, hvilket blandt andet har resulteret i, at både Taylor og Chad Kroeger har smidt kritik efter hinanden i diverse interviews.

Hverken Nickelback eller Imagine Dragons har i skrivende stund taget til genmæle.

LÆS OGSÅ: Se Stone Sour-publikum råbe "Fuck Nickelback!"

LÆS OGSÅ: Slipknot-forsanger samarbejder med ung rapper på ny musik


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA