x

Syv nye navne til NorthSide

Syv nye navne til NorthSide

NorthSide 2019 offentliggør blandt andet verdensklasseproducer, fransk house-duo og danske dancehall-legender

NorthSide Festival kan vist godt se frem til fest i den helt store stil med programmets nyeste tilføjelser. Denne runde internationale navne består nemlig af Mark Ronson, The Blaze, IDLES, Michael Kiwanuka og Alice Merton.

Mark Ronson er en af nyere tids mest succesfulde engelske producere og sangskrivere. Hans navn fik vinger, da han samarbejdede med Amy Winehouse på Back to Black i 2006, og siden har Ronson skabt hits sammen med Lilly Allen, Miley Cyrus, Daniel Merriweather og ikke mindst ”Uptown Funk” med Bruno Mars, som i dag er én af de bedst solgte digitale singler nogensinde.

Mark Ronson spiller fredag den 7. juni.

The Blaze udsendte deres debutalbum Dancehall i 2018, og de to franske fætre fik fem stjerner og stor ros af GAFFAs anmelder. Gruppens medlemmer er også filminstruktører med sans for visuelle virkemidler i deres liveshows, så publikum kan se frem til at få tilfredsstillet samtlige sanser, når The Blaze indtager NorthSide.

The Blaze spiller lørdag den 8. juni.

Punkbandet IDLES er ét af Englands mest roste navne lige nu. De spiller intens musik med skarpe satiriske tekster, og deres album Joy as an Act of Resistance fik seks stjerner af GAFFA. Tysk-canadisk-britiske Alice Merton har haft flere hits herhjemme, og hendes unikke take på popmusik gjorde blandt andet, at hun blev udvalgt af GAFFA som et navn, man bør holde øje med i 2019. Michael Kiwanuka fik job som supportnavn for Adele i 2011, og siden har den sjælfulde sanger flere gange opnået hitliste-status i England.

Både IDLES, Alice Merton og Michael Kiwanuka spiller fredag den 7. juni.

De to danske tilføjelser har bestemt også noget at skulle have sagt. Barselona har haft massiv succes på de danske radiostationer. Det unge bands optræden ved sidste års Spot Festival blev desuden valgt som årets næstbedste festivalkoncert af GAFFAs læsere. Endelig kan NorthSide bekendtgøre, at ét af landets førende dancehall- og reggae-navne Bikstok kommer og fyrer op for festivalen. Bikstok vendte efter flere års pause tilbage til den danske musikscene i 2013, og nu er de klar med ny musik og endnu en NortSide-fest.

Bikstok og Barselona spiller lørdag d. 8. juni.

Billetter til NorthSide 2019 kan købes her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA