Nyhed

Barselona annoncerer hele to nye album

GAFFA – alt om musik

Den danske synth-pop-duo udgiver 15. marts to fuldlængdeplader

Hvorfor sidde stille, når man kan arbejde? Sådan lader arbejdsmoralen til at lyde for Rud Aslak og Rasmus Theodor, bedre kendt som Barselona. Siden bandets undfangelse i sommeren 2016 har de to unge herrer nemlig udgivet tre mixtapes og to ep’er, og nu varsler den dynamiske duo to studiealbum med udgivelsesdato i marts.

15. marts blænder Barselona op for Hjertebank og Legebørn, hvorpå bandets nysgerrighed efter at afsøge forskellige genrer og konstant udvikling har været det musikalske grundlag. Begge albums titler vidner da også om en vis musikalsk målsætning hos skaberne.


Barselonas debut-ep Drengepop fra 2017 blev rost af flere danske medier. GAFFAs anmelder var også positivt stemt og kaldte den ”en herlig udgivelse med en ørehænger eller to, et lille mesterværk og masser af gode vibes”. Siden da har duoen udgivet ep’en Sommerkys samt flere singler, der er kommet med på GAFFAs lister over bedste aktuelle tracks. Senest var det nummeret ”Bankende hjerter”, der overbeviste GAFFAs redaktion såvel som P3, der har gjort sangen til denne uges uundgåelige.

LÆS OGSÅ: BEDST LIGE NU: 12 nye, håndplukkede tracks

I forbindelse med udgivelsen af Hjertebank og Legebørn tager Barselona på forårsturné rundt i de fire største danske byer.


Barselona er for nyligt blevet offentliggjort som del af programmet til dette års NorthSide Festival, hvor de optræder 8. juni.

LÆS OGSÅ: Syv nye navne til NorthSide

ANNONCE