Nyhed

Skuespiller forsvarer Michael Jackson

GAFFA – alt om musik

Efter den amerikanske premiere på Leaving Neverland fastholder skuespiller og tidligere barnestjerne Corey Feldman Michael Jacksons uskyld

I søndags og i går rullede henholdsvis første og anden del af den stærkt omtalte dokumentarfilm Leaving Neverland hen over amerikanske fjernsynsskærme. I filmen anklager James Safechuck og Wade Robson den afdøde popstjerne for at have forgrebet sig på dem seksuelt, da de var henholdsvis ti og syv år gamle.

LÆS OGSÅ: VIDEO: Se traileren til omstridt Michael Jackson-dokumentar


Jacksons familie-bo har offentligt kritiseret Leaving Neverland og anfægtet dens sandhed. Skuespilleren, den tidligere barnestjerne Corey Feldman, kendt fra film som The Goonies fra 1985 og The Lost Boys fra 1987, er i forbindelse med anklagerne mod Jackson nu også trådt frem og har forsvaret Jacksons navn. I en NME-artikel fremgår det, at Feldman, der selv har haft et nært forhold til Jackson, kalder den nye dokumentarfilm ”dårligt lavet” og fastholder, at Jackson aldrig opførte sig upassende overfor hverken ham eller de andre børn, han så besøge Neverland.

”Jeg så den hele [Leaving Neverland]. Alt, hvad jeg ved er, hvad jeg oplevede, og ja, hver oplevelse var den samme… lige indtil sex-delen” skriver Feldman på Twitter og fortsætter: ”Vi talte aldrig om sex, med undtagelse af et par få advarsler om, at sex var farligt og uhyggeligt.”

Feldman forklarer over flere tweets, at Jackson aldrig bandede i hans påhør, aldrig rørte ved ham på upassende vis, og at der aldrig var skyggen af perversion i deres samtaler. Han skriver også, at han overvejer at offentliggøre et bånd med ham og Jacksons samtaler for at vise den side af sangeren, han oplevede.


Feldman anfægter ikke direkte Safechuck og Robsons udsagn. Han skriver, at deres stemmer fortjener at blive hørt, men at de mange andre stemmer, der også kendte Jackson og er uenige, også fortjener ørenlyd.

Se ét af Feldmans tweets nedenfor. De kan alle findes på hans Twitter:



ANNONCE