Lydmor annoncerer turné, ep og video

Lydmor annoncerer turné, ep og video

Efter en afsluttet Europaturné optræder den neon-lysende elektropop-sanger på udvalgte danske spillesteder og varsler ny remix-ep

Lydmor har netop afsluttet en omfattende turné, der har bragt hendes karakteristiske visuelle sceneshow og historiefortællende elektroniske pop rundt i hele Europa. Turnéen kulminerede 2. marts med en koncert i DRs Koncerthus, hvilket markerede sangerens største danske indendørs koncert til dato. Som følge af den store efterspørgsel på hendes flotte show har Lydmor annonceret en række optrædener på udvalgte danske spillesteder i oktober.

Se den nye video fra Lydmors koncert i DR Koncerthuset nedenfor:

Fans af den selvlysende sangers elektropop kan desuden se frem til den 22. april, hvor en ny udgivelse ser dagens lys i form af en remix-ep, hvor fire kunstnere – blandt andre Farveblind og Sune Rose Wagner (The Raveonettes) – sætter deres kunstneriske præg på sange fra Lydmors gennembrudsplade I Told You I’d Tell Them Our Story fra 2018. Ep’en udkommer under titlen The Story Remixed.

Lydmor, med det borgerlige navn Jenny Rossander, udgav A Pile of Empty Tapes i 2012 og Y i 2015, hvilke skabte en dedikeret fanskare – dog mere i udlandet end herhjemme. Den unge sanger var dog allerede i 2016 klar til at droppe sin musikkarriere, før den for alvor var begyndt, da hun besluttede at pakke kufferten og rejse til Shanghai. Det skulle dog vise sig, at Shanghais optændte ny inspiration i Rossander – en inspiration, der sammen med sangerens personlige udvikling kom til at udgøre nerven i 2018's I Told You I’d Tell Them Our Story. Pladen eleverede Lydmors karriere og tog hende på turné rundt i store dele af verden.

Lydmor optræder på følgende koncertsteder i oktober 2019 med links til billetsalg:

17.10. Vega, København
19.10. Studenterhuset, Aalborg
24.10. Harders, Svendborg
25.10. Posten, Odense
26.10. Atlas, Aarhus

I forsommeren kan Lydmor desuden opleves som både komponist til og optrædende i Aarhus Teaters opsætning af den antikke græske tragedie Orestien.

LÆS OGSÅ: Billedserie: Lydmor indtog Koncertsalen med spektakulært show

LÆS OGSÅ: Her er de nominerede til årets musikorienterede Robert-priser


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA