GAFFA – alt om musik
I den kinesiske version af filmen er samtlige scener, der omhandler Freddie Mercurys seksualitet, blevet redigeret ud
Bohemian Rhapsody er en Oscarbelønnet musikportrætfilm, der skildrer det navnkundige rockband Queen og deres frontmand Freddie Mercurys karriere frem til 1985. Filmen omhandler også Mercurys personlige liv og seksualitet, men når filmens vises i kinesiske biografer, er alle referencer til homoseksualitet bortredigeret, skriver NME.
Flere minutter af filmen er slettet fra den kinesiske version inklusive scener, der viser to mænd kysse hinanden og brugen af ordet ”bøsse”. BBC meddeler også, at en markant scene, hvori Mercury springer ud som homoseksuel overfor sin daværende kvindelige kæreste, også er blevet fjernet fra filmen. Ligeså er scener, der viser dele af Mercurys krop i kontakt med partneren Jim Hutton samt en sekvens, der skildrer optagelserne af musikvideoen til ”I Want To Break Free”, hvori Queen som bekendt var iført dametøj.
Rami Malek vandt en Oscar for Bedste Skuespiller for sin rolle som Freddie Mercury. Hans sejrstale blev dog også censureret af kinesiske medier. Malek udtalte:
”Vi lavede en film om en homoseksuel mand, en immigrant, som uden undskyldninger levede sit eget liv.” I kinesiske udsendelser blev vendingen ”homoseksuel mand” ændret til ”særlig gruppe”.
Ifølge BBC har langt de fleste kinesiske seere delt positive online-anmeldelser af Bohemian Rhapsody. Dog er der flere, der har kritiseret censuren af homoseksualitet.
”Hvorfor er det nødvendigt at slette homoseksuelt-relateret indhold? Fortjener en persons liv ikke at være fuldendt?” skriver for eksempel en bruger af Sina Weibo, en Twitter-lignende platform.
Bohemian Rhapsody var nomineret i kategorien Best Picture ved the Oscars 2019, og ud over Maleks sejr vandt filmen også priserne for Best Sound Editing, Best Sound Mixing og Best Film Editing.
LÆS OGSÅ: Rygte: "Bohemian Rhapsody" får en efterfølger
LÆS OGSÅ: VIDEO: Se Queen rocke the Oscars