Nyhed

Nik & Jay klar med forårskåd og funky single

GAFFA – alt om musik

"Gør dig varm indeni ligesom hot sauce"

Vi er gået i gang med en ny måned, og Nik & Jay er klar med en ny single, som de har været det den 1. i hver måned siden årsskiftet, og som de vil fortsætte med året ud. Denne gang er der tale om den funky sang "Hot Sauce". Hør sangen her.

"Vi er connected ligesom hot spots, gør dig varm indeni ligesom hot sauce," lyder det med vanlig selvtillid på sangen, som følger op på den sydlandsk klingende "Længe leve drømmene", den lidt mere afdæmpede "Det' den vibe" og den miljøbevidste "Dråber af lys".


Siden debutsinglen "Nik & Jay" tilbage i 2002 har makkerparret leveret hit på hit til dansegulve, lejrbål og mange andre lokaliteter og situationer, og i 2011 modtog de IFPIs Ærespris ved Danish Music Awards som de hidtil yngste kunstnere. De har udgivet fem album, senest United i 2013, og siden da har de udsendt en stribe singler og bliver altså ved med det i 2019.

I sensommeren 2019 gæster drengene Danmarks tre største byer: Scandinavian Congress Center i Aarhus den 30. august, Odenses Odeon den 31. august og tre gange i Københavns K.B. Hallen den 4., 6. og 7. september, hvoraf Scandinavian Congress Center og de to sidste dage i K.B. Hallen er udsolgt.

Om drengenes optræden på sidste sommers NorthSide Festival skrev GAFFAs anmelder blandt andet følgende ord: ”Men lave en fest, det kan Nik & Jay altså, og undertegnede har aldrig kunnet andet end at holde af deres larger-than-janteloven-attitude og skamløse selvmytologisering; i aften eksemplarisk udfoldet i den nyere ”Forstadsdrømme” tidligt i sættet.


LÆS OGSÅ: Northside fik sin folkefest 

ANNONCE