Nyhed

VIDEOPREMIERE: Se klavervirtuosen August Rosenbaum improvisere i ny video

GAFFA - Alt om musik

I forbindelse med videoen er der også udkommet en podcast, hvor man kan høre Rosenbaums overvejelser omkring sin musik og improvisationens muligheder.

August Rosenbaum er en af Danmarks dygtigste og mest anerkendte pianister. Hans karriere omfatter blandt andet samarbejder med Quadron, Rhye og Kendrick Lamar samt diverse kompositioner til film og teater i både ind- og udland. Han kan på mange måder betragtes som en dansk pendant til den tyske pioner Nils Frahm gennem sin fusionering af det elektroniske og det analoge, hvor det afsøgende og eksperimenterende altid er i højsædet.

LÆS OGSÅ: August Rosenbaum - En lyst til at røre folk og til selv at blive rørt


Dette kommer i særdeleshed til udtryk i den nye video ”Piano Improvisation #4”, der, som navnet antyder, er en improvisation, der giver et unikt indblik i Rosenbaums musikalske virke og proces. Den smukke og enkle video er lavet i samarbejde med kulturlaboratoriet Prxjects by Mercedes-Benz.

Du kan se videoen nedenfor:


Foruden videoen er der dog også blevet offentliggjort en podcast, hvor Rosenbaum fortæller om sine musikalske processer – processer, hvor improvisationen udgør en hjørnesten: ”At sidde og improvisere ved klaveret er en meget stor del af den måde, jeg får ideer på til at lave musik. Klaveret er på en eller anden måde altid en del af at starte noget nyt for mig. Det er den bedste forlængelse af det, jeg gerne vil sige. Det er den bedste forlængelse af mine følelser, som jeg har,” udtaler han i podcasten.

LÆS OGSÅ: Liss er tilbage - se ny video

Om selve filmningen af improvisationen siger han: ”Jeg har aldrig rigtig optaget og vist det før, så det er på en eller anden måde en dokumentation af, hvordan jeg får idéer. For mig er det noget ret stærkt, som jeg godt kan mærke, når jeg ser det hos folk. Det er interessant at se det på billeder i stedet for bare på lyd. Fingrene gør det lidt af sig selv. Eller se det der med, at man bliver taget af musikken, og det bare sker.”


Hør podcasten her:

ANNONCE