Nyhed

Whitney Houstons efterladte planlægger hologram-turné og album

GAFFA – alt om musik

"Nu handler det om at være strategisk"

Det er i år syv år siden, Whitney Houston døde, kun 48 år gammel, og siden dengang er der, noget atypisk for afdøde kunstnere, kun kommet ganske få posthume udgivelser fra hende i form af tre singler, en opsamling, et livealbum (med tidligere offentliggjorte optagelser) og en 25 års jubilæumsudgave af The Bodyguard-soundtracket med ikke tidligere udsendte bonus-livenumre.

Nu er der dog meget mere i vente, for boet efter Houston planlægger både en hologram-turné, en Broadway-musical og et album med ikke tidligere offentliggjorte sange. Det fortæller boets bestyrer, Houstons svigerinde og tidligere manager Pat Houston til New York Times.


"Alt handler om timing for mig," siger Pat Houston. "De sidste syv år har været meget følelsesladede, men nu handler det om at være strategisk."

Boet efter Houston har nu skrevet kontrakt med marketingsfirmaet Primary Wave Music Publishing, som troværdige kilder ifølge New York Times vurderer giver Houstons arvinger 14 millioner dollar, og Primary Wave Music Publishing modtager til gengæld 50 procent af alle indtægter omkring Houstons brand, herunder musik-royalties, for at genopbygge Houstons renommé. Som Pat Houston udtaler:

"Før hun gik bort, var der en masse negativitet omkring hendes navn. Folk havde glemt, hvor fantastisk hun var. De lod alt det personlige omkring hende overskygge, hvordan de blev forelsket i hende i første omgang."


Ifølge Primary Waves grundlægger, Larry Mestel, er der planer om en Broadway-musical, et album med ikke tidligere udsendte sange, blandt andet numre, der ikke kom med på hendes debutalbum fra 1985, og en hologram-turné med hendes oprindelige band og korsangere, herunder Houstons bror Gary, Pats mand. Hermed følger Houston i fodsporene på kunstnere som Maria Callas, Roy Orbison og Frank Zappa, der også er draget på hologram-tour efter deres død.

Whitney Houston brød igennem i 1985 med sit selvbetitlede debutalbum og sange som "Saving All My Love for You" og "How Will I Know" og nåede at udgive syv studiealbum og sælge omkring 200 millioner plader. Imidlertid røg hun i slutningen af 90'erne ud i et heftigt stofmisbrug sammen med sin mand Bobby Brown, og hendes sidste turné, blandt andet to koncerter i Forum i 2010, viste en sangerinde langt fra fordums storhed. I 2012 blev hun fundet død i et badekar på et hotel i Beverly Hills. Dødsårsagen blev fastslået til at være drukning forårsaget af kokainindtagelse kombineret med en hjertesygdom.

LÆS OGSÅ: Whitney Houston er død, 48 år gammel


Siden er der kommet to dokumentarfilm om Houston, Whitney: Can I Be Me? (2017) og Whitney (2018), hvor sidstnævnte – der er godkendt af hendes efterladte – overraskede med påstanden, at Houston skulle være blevet seksuelt misbrugt som barn.

LÆS OGSÅ: Dionne Warwick benægter rygter om søsterens misbrug af Whitney Houston

 


 

 

ANNONCE