Nyhed

Efterklang med Radiounderholdningsorkestret

Anmelderdarlings i clinch med et halvt hundrede klassiske musikere

Kun godt 350 billetter vil være tilgængelige, når det både dansk og internationalt roste ensemble Efterklang giver koncert sammen med DR Radiounderholdningsorkestret den 26. september i studie 2 i DR's koncerthus. Til gengæld vil den unikke optræden blive transmitteret direkte på radioens P2.

De ialt godt 60 musikere vil fremføre hele pladen "Parades", der af nærværende medie blev udråbt til "Årets Album" i 2007.

Efter den nyligt overståede Spot-festival i Århus fik gruppen desuden den amerikanske Rolling Stone-skribent David Frickes tungvejende ros. Den legendariske musikjournalist, der har gjort det til en vane at dukke op på den danske branchefestival, sagde således til Politiken:


”Efterklang var helt utroligt. De var fantastiske i den måde, de blandede instrumenter på, i de fantasifulde arrangementer og hele deres præsentation. Der er ikke noget, man kan sammenligne dem med. Man kan skimte noget Under Byen eller en smule Arcade Fire i deres musik, men det vil kun være referencer, ikke sammenligninger. De er ganske enkelt originale og helt fantastiske”.

Og i september opføres "Parades" altså for første gang i sin helhed.


PARADES
DR RadioUnderholdningsOrkestret
og Efterklang


Live i Koncerthuset, Studie 2, DR Byen.
26. september kl. 20.00
(dørene åbnes kl. 19.00)

Koncerten sendes direkte i P2.


Efterklangs hjemmeside

ANNONCE