Nyhed

Derfor anmelder GAFFA ikke Ed Sheeran

GAFFA – alt om musik

Ingen fotomulighed, ingen anmeldelse

I dag og i morgen giver Ed Sheeran to forlængst udsolgte koncerter i Tusindårssskoven i Odense, hvor der er solgt 86.000 billetter. Det ville være oplagt for GAFFA at anmelde en af koncerterne med verdensstjernen – ikke mindst fordi vi har fulgt ham tæt, siden han som næsten helt ukendt, i hvert fald i Danmark, optrådte til GAFFA-Prisen tilbage i 2011 og fuldstændig stjal showet ved det, der dengang var hans første danske optræden.

Det kommer vi desværre ikke til at gøre, som tingene ser ud nu. Koncertarrangøren Down the Drain Concerts har nemlig fortalt, at Ed Sheerans management har krævet, at alle fotografer underskriver en såkaldt fotokontrakt for at få lov til at tage billeder. Og det gør GAFFAs fotografer af princip ikke – og det gør i øvrigt de færreste seriøse danske fotografer.


På en fotokontrakt underskriver fotografen – ja, fotografen, ikke mediet – at de billeder, vedkommende tager, kun må bruges én gang, til en anmeldelse af den pågældende koncert. Det underminerer GAFFAs muligheder for at bruge tidligere billeder som arkivmateriale. Det billede, du ser over denne artikel, er således taget ved en tidligere Sheeran-koncert, før der kom fotokontrakter ind i billedet. I GAFFAs augustnummer har vi også en artikel med vores bedste billeder fra sommerens festivaler. Havde vi underskrevet en fotokontrakt, kunne vi ikke have lavet en sådan artikel. Og vi kunne heller ikke lave en konkurrence som GAFFA Photo Awards.

LÆS OGSÅ: Har du taget årets bedste musikfoto?

Værre er det dog, at hvis en person skulle finde på at stjæle vores billeder fra GAFFA.dk eller det trykte GAFFA og eksempelvis bruge det til at lave uautoriseret merchandise – som ofte sælges uden for koncerterne, kig selv efter i dag og i morgen – ja, så er det ifølge kontrakten GAFFAs fotograf, der juridisk hænger på det og kan blive sagsøgt langt ind i helvede af kunstneren. Og det er der jo ingen, der har lyst til. Så derfor skriver de færreste seriøse fotografer under på fotokontrakter.


Man kunne selvfølgelig sige, at så kunne vi bruge et arkivfoto af Ed Sheeran fra dengang før kontrakternes tid, og det vil de medier, der trods alt dækker koncerten, nok vælge at gøre. Men vi mener, at billederne er lige så stor en del af anmeldelsen som ordene, og hvis vi ikke kan bringe friske billeder fra koncerten – og vores egne, vel at mærke – vil vi hellere forbigå den i stilhed.

Ed Sheerans management har tilbudt os deres egne billeder fra koncerten, men det siger vi også pænt nej tak til. Vi foretrækker vores egne billeder frem for ens udseende billeder i alle medier – og ligger i den sag i øvrigt på linje med en række andre danske medier, eksempelvis Politiken og Ekstra Bladet.

Vi har dog folk på pladsen – for egen regning – så hvis Ed Sheerans management i sidste øjeblik skulle finde på at trække fotokontrakten tilbage – det er set ved andre koncerter – så skal vi nok anmelde ham og tage billeder.


Hvis du skal af sted, så rigtig god koncert!

LÆS OGSÅ: Derfor anmelder GAFFA ikke Beyoncé og Jay-Z

ANNONCE