GAFFA – alt om musik
"Hun trak mine træningsbusker og underbukser ud"
Fotomodellen Josh Kloss, som spillede over for Katy Perry i hendes video til det store hit "Teenage Dream" fra 2010, beskylder nu popstjernen for sexchikane, dog ikke under videooptagelserne, men på et senere tidspunkt. Det gør han i et opslag på Instagram i forbindelse med videoens ni års jubilæum. Se videoen øverst og opslaget nederst.
Kloss skriver blandet andet, at Perry i første omgang var venlig, da de to mødtes, men senere blev kold som is under videooptagelserne, når der var andre til stede og kaldte det "rædselsfuldt" at skulle kysse Kloss over for hele filmsettet. Han følte sig pinligt berørt, men indvilligede, da han havde brug for pengene for at kunne forsørge sin lille datter, og i øvrigt var hans kæreste ham utro. Efter den første dags optagelse inviterede Perry ham på stripklub i Santa Barbara, men han sagde nej tak for at hvile ud og holde fokus på arbejdet. Herefter skriver Kloss:
"Jeg så hende nogle gange efter hendes brud med Russell (komikeren Russell Brand, som hun blev skilt fra i 2012, red.). Den ene gang tog jeg en ven med, som ville give hvad som helst for at møde hende. Det var til Johnny Wujeks (tøjdesigner, red.) fødselsdagsfest på Moonlight Roller Way (rulleskøjtediskotek, red.). Og da jeg så hende, krammede vi, og jeg var stadig vild med hende. Men da jeg vendte mig om for at præsentere min ven, trak hun mine træningsbukser og underbukser så langt ud, at hun over for et par drengevenner og skaren rundt om os kunne fremvise – min penis. Kan I forestille jer, hvor ynkelig og pinligt berørt jeg følte mig?"
Kloss skriver videre:
"Jeg siger alt dette nu, fordi vores kultur er opsat på at vise, at mænd med magt er perverse. Men kvinder med magt er lige så kvalmende" og senere, at han blev beordret af Perrys repræsentanter til ikke at omtale noget som helst vedrørende Perry offentligt. Han tilføjer: "Tillykke med jubilæet for det mest forvirrende, overgrebsprægede og nedværdigende job, jeg nogensinde har haft."
NME, der bringer historien, har uden held forsøgt at få en kommentar fra Katy Perry, som heller ikke offentligt har udtalt sig om sagen.
Katy Perry udsendte 9. august en ny single, "Small Talk".
LÆS OGSÅ: Sikkerhedsvagt beskylder Mariah Carey for sexchikane
Se Josh Kloss' opslag på Instagram: