Filmen kan ses i biografer over hele verden i det tidlige efterår.
Katy Perrys koncertfilm The Lifetimes Tour – Live from Paris får global premiere 2. september i 70 lande, skriver NME. Billetsalget begynder 30. juli. Der er endnu ikke annonceret danske visninger på kino.dk, men film af denne type plejer at blive vist i danske biografer.
Læs også: Amy Winehouse hyldet af familien på årsdagen på hendes død: “Tak for at holde hendes minde i live”
Filmen er optaget på Accor Arena i Paris 4. og 5. november 2025 med mere end 60 kameravinkler, og den er instrueret af Paul Dugdale, der tidligere har lavet koncertfilm med blandt andre Adele, Coldplay og The Rolling Stones samt en række musikdokumentarer og musikvideoer.
The Lifetimes Tour – Live from Paris varer 132 minutter og byder på hits som "Teenage Dream", "California Gurls", "Dark Horse", "Roar", "Firework" og "The One That Got Away" samt behind-the-scenes-optagelser.
Lifetimes-turnéen bragte Perry til 91 byer i 23 lande på knap otte måneder. Den begyndte i Mexico City 23. april, var forbi Royal Arena i København 19. oktober og sluttede i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater 7. december 2025.
Under turnéen støttede Katy Perry forskellige velgørende formål, blandt andet sin egen Firework Foundation, som hjælper børn fra fattige områder med at få adgang til kunst, og den engelske Music Venue Trust (MVP), som støtter græsrodsspillesteder i Storbritannien. Denne organisation fik ifølge NME tildelt 81.918 pund svarende til 716.626 kroner.
Læs også: Fatboy Slim investerer i spillested for at redde det fra lukning
Pengene faldt tilsyneladende på et tørt sted. Ifølge MVP havde mindre end halvdelen af de britiske spillesteder overskud sidste år. 30 spillesteder lukkede, og der blev nedlagt 6000 arbejdspladser svarende til 20 procent af den samlede arbejdsstyrke på spillestederne. Til gengæld steg antallet af besøgende på mindre spillesteder med 13 procent.
GAFFAs anmelder var i øvrigt noget mellemfornøjet med Katy Perry-koncerten i Royal Arena.
Læs også: Katy Perry i Royal Arena: Musikken kom i anden række



