GAFFA.dk - alt om musik
Powertrioen er samlet igen på "Take Me to the Light". Hør den nedenfor.
Igennem projektet Francis and the Lights har produceren og kunstneren Francis Farewell Starlite i løbet af de senere år samarbejdet med nogle af musikbranchens helt store kanoner. Heriblandt kan medregnes ingen mindre end både Kanye West og Bon Iver, som i 2016 sang (og i sidstnævntes tilfælde i bedste far-agtige stil dansede) med på Francis' dansevenlige "Friends" fra albummet Farewell, Starlite!
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Lag på lag af skønhed og musikalsk eventyrlyst
Nu stimler de tre musketerer sammen igen på "Take Me to the Light", førstesinglen fra Francis and the Lights kommende album af samme navn.
På titeltracket er der skruet på de elektroniske haner samt givet los for både synthesizere og vocodere, og resultatet er en vidtfavnende, men harmonisk føler med en eklatant 80'er-inspireret lyd. Nummeret indeholder bidrag fra blandt andre Cashmere Cat, Noah Goldstein, Jeff Bhasker og Benny Blanco.
Mens Take Me to the Light kommer til at være Francis and the Lights' første albumudspil siden Just for Us fra 2017, falder tilstedeværelsen på førstesinglen for både Bon Iver og Kanye sammen med en anderledes travl og kreativ periode. Førstnævnte udsendte i august i,i – som fik fem ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder – mens "Yeezy" angiveligt står til at udgive sit nyeste album Jesus is King den 27. september.
LÆS OGSÅ: Kim Kardashian antyder snarligt Kanye West-album
Hør "Take Me to the Light":