x

Slayer med hattrick: annoncerer livealbum, turnéfilm og minifilm

Slayer med hattrick: annoncerer livealbum, turnéfilm og minifilm

Metalgiganterne slutter af med tre store brag

Hvis man troede, at Slayer havde tænkt sig at gå stille med dørene i deres karrieres efterår, er der god grund til at tro om. Sidste år annoncerede gruppen, som sammen med Metallica, Anthrax og Megadeth anses som en af "the big four" inden for thrash metal-genren, at de drog på deres afskedsturné, The Final World Tour. Mens dette altså bliver sidste gang, thrash-legenderne kan opleves i levende live, når turnéen til oktober og november bevæger sig ind i dets sidste fase, The Final Campaign, foreviger bandet sig nu også som (mini)filmskabere. 

Slayer: The Repentless Killogy bliver den cinematiske fortsættelse af fortællingen fra de tre musikvideoer "You Against You", "Repentless" og "Pride in Prejudice" fra bandets sidste studiealbum Repentless, som kredser om den (fiktive) tidligere nynazist Wyatt og hans kamp mod sine gamle kumpaner fra The Hand Brotherhood. På rollelisten findes blandt andre Danny Trejo og Jason Trost i titelrollen. 

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Døden spredte sine vinger

I samme åndedrag har Slayer annonceret live-albummet The Repentless Killogy, Live at the Forum in Inglewood, CA, som er bandets fulde optræden fra den 5. august 2017  i The Los Angeles Forum. Både minifilm og album er på gaden den 8. november.  

BJ McDonnell, instruktøren bag bandets førnævnte musikvideoer samt The Repentless Killogy udtaler følgende omkring konceptfilmen:

"Da vi i første omgang satte os for at lave de tre musikvideoer, havde vi i sinde at fortsætte Slayers fortælling om Wyatt på et nyt album. Men så annoncerede bandet, at Repentless ville være deres sidste album, så denne film samt live-albummet og turnéen er sidste side i fortællingen. Dette er enden på Slayer. Dette er det sidste fra monstrene." 

LÆS OGSÅ: Band-kollega og fans raser mod Slayer-frontmand

Se traileren til Slayer: The Repentless Killogy nedenfor. 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA