GAFFA.dk - alt om musik
Der er krise i musikkæden 4Sound, efter at ejeren har erklæret sig konkurs
Det ser nu endnu mere sort ud for den legendariske musikkæde 4Sound, der tidligere på året var nødsaget til at fyre medarbejdere og lukke samtlige butikker, på nær én i København, i et forsøg på at redde forretningen, skriver Finans.
Ejeren af den danske musikkæde, norske Music Retail Holding, har nemlig begæret sig konkurs: “Vi har i dag afleveret en konkursbegæring for selskaberne Music Retail Holding og Music Retail Norway,” har direktør Anders Endertorp udtalt til norske Dagens Næringsliv.
4Sound har i flere år været på dybt vand rent økonomisk både i Danmark og i Norge. Den danske del af kæden har på fem år haft et tab på 40 millioner kroner, og i den norske afdeling er forretningens underskud lige så kritisk.
Presset har været så stort, at 4Sound måtte bryde sine lånebetingelser og kunne derfor ikke længere forlænge sin kredit hos Nordea, som er den største långiver.
Det er endnu uvist, om den kritiske økonomiske situation betyder, at 4Sound lukker og slukker i Danmark.
4Sound forklarer, at de har forsøgt at få nye investorer og långivere på bordet, men at det tager tid. Til spørgsmålet om udsigten for videre drift svarer formanden for Music Retail Norway:
"Jeg håber det. Dette er veldrevne butikker, der har en god markedsandel. Det overrasker mig ikke, hvis der er interessenter. Der er muligheder, men for vores del havde vi ikke finansiering," lyder svaret til Dagens Næringsliv.
Kæden 4Sound blev stiftet i 1973 og har med deres salg af alskens musikinstrumenter og indspilningsudstyr været et mekka for musikentusiaster i mange år.