GAFFA.dk – alt om musik
Gik for 2,25 millioner kroner
Den olivengrønne cardigan, som Kurt Cobain havde på under Nirvanas legendariske MTV Unplugged-optræden i New York i november 1993, blev lørdag solgt på auktion hos Julien's Auctions i Californien for intet mindre end 334.000 dollar, svarende til cirka 2,25 millioner kroner, skriver Rolling Stone.
Ifølge Rolling Stone er tøjstykket den dyreste cardigan, der nogensinde er solgt på en auktion. Cardiganen, af mærket Manhattan, er fremstillet af akryl, mohairgarn og lycra, er aldrig blevet vasket, mangler en knap og har pletter og brændemærker fra cigaretter.
Cardiganen blev senest solgt på aktion i 2015 for 137.500 dollar, og dens autenticitet er bekræftet af Jackie Ferry, som var barnepige for Cobain og Courtney Loves datter Frances Bean og modtog cardiganen i gave efter Cobains død i april 1994.
LÆS OGSÅ: Kurt Cobains sidste hjem til salg
På aktionen blev der også solgt en Fender Mustang-guitar, som havde tilhørt Cobain, og som han brugte på Nirvana In Utero-tour, bandets sidste før Cobains død. Denne guitar gik for et endnu højere beløb, nemlig 340.000 dollar. Desuden blev der solgt andre markante effekter fra musikkens verden, blandt andet Elvis Presleys forgyldne Mercedes 450 fra 1974 (125.000 dollar), en signeret udgave af Jimi Hendrix-albummet Are You Experienced? (45.000 dollar) og Bernie Taupins håndskrevne tekst til Elton John-sangen "Goodbye Yellow Brick Road" (75.000 dollar).
Nirvanas MTV Unplugged-optræden blev første gang vist på MTV i december 1993 og udkom på et album i november 1994, hvor det var Cobains første posthume udgivelse og straks blev et stort hit. Albummet har til dato solgt mere end fem millioner eksemplarer alene i USA.
Se Cobain med den berømte cardigan og resten af Nirvana fremføre David Bowies "The Man Who Sold the World" fra MTV Unplugged-showet: