Nyhed

Jada modtager fornem pris

GAFFA.dk – alt om musik

Bliver tildelt Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris

Jada skal nok snart forlænge sin kaminhylde med brædder, for nu har hun modtaget endnu en pris til samlingen. Den seneste er dog lidt speciel, da den bliver uddelt af selveste Kronprinsparret.

Sangeren og sangskriveren med det borgerlige navn Emilie Molsted Nørgaard tildeles Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris og 100.000 kroner "for sin evne til at åbne for et popunivers, der gennemsyres af både mod og skrøbelighed", oplyser DR.


Prisoverrækkelsen finder officielt sted lørdag den 2. november i Odeon i Odense til showet Kronprinsparrets Priser, hvor Kronprinsparret også uddeler Kronprinsparrets Kulturpris, Kronprinsparrets Sociale Pris og Kronprinsparrets Sociale Stjernedryspris. Med de to hovedpriser følger 500.000 kroner, mens der følger 100.000 kroner med de to Stjernedryspriser.

Showet sendes direkte på DR1 lørdag den 2. november klokken 21-22.30. Stéphanie Surrugue og Kåre Quist er værter, og showet får musikalsk besøg af blandt andre Alphabeat, Hjalmer og Claus Hempler, ligesom Jada også selv optræder.

LÆS OGSÅ: The Minds of 99 klar med opvarmning til arenaturné


Det er ligeledes allerede offentliggjort, at modtageren af Kronprinsparrets Sociale Stjernedryspris bliver den socialøkonomiske virksomhed FRAK, der hjælper drenge og piger, som lever på kanten af samfundet i udsatte byområder i København. 

Vinderne af de to hovedpriser, Kronprinsparrets Kulturpris og Kronprinsparrets Sociale Pris, bliver dog først annonceret under showet.

Kronprinsparrets Priser blev oprettet af Bikubenfonden i 2004 som en bryllupsgave til Kronprinsparret og er siden blev uddelt årligt. 


Af tidligere vindere kan i den musikalske afdeling nævnes Tina Dickow og Den Sorte Skole, der begge har modtaget Kronprinsparrets Kulturpris og Oh Land, The William Blakes, Nive Nielsen, MØ og nu Jada, der har vundet Stjernedryspriser.

Jada har tidligere modtaget P3-Talent-prisen ved P3 Guld 2019, og sidenhen har hun vundet to Steppeulve ved musikkritikernes prisuddeling for Årets Sang ("Keep Cool") og som Årets Håb. Hun er derudover kåret som Årets Talent ved sangskriverprisen Carl Prisen, som Årets Nye Danske Livenavn ved Danish Music Awards og modtager altså nu en Stjernedryspris.

Kunstneren debuterede i januar 2018 med singlen "Keep Cool" og har siden udgivet yderligere tre singler og det anmelderroste album I Cry a Lot.


LÆS OGSÅ: Fornem debut fra én af Danmarks største nye stemmer

Se Jada fremføre "Clean Love" hos Go' Morgen P3:


ANNONCE