x

Kelis kommer til Danmark

Kelis kommer til Danmark

Den amerikanske r&b-stjerne giver koncert i Store Vega den 6. marts

Kelis slog for alvor igennem herhjemme med monsterhittet “Milkshake” i 2003, og nu kan de danske fans få lov til at ryste med, når Kelis serverer ud af sine hits i Store Vega i København til næste år.

LÆS OGSÅ: Kelis afslører opskriften på sin milkshake

Når sangerinden drager til Danmark fejrer hun samtidig 20-års jubilæum for sit kult-klassiske og farverige debutalbum Kaleidoscope, der blev produceret af Pharrell og Chad Hugos producer-alias The Neptunes i slutningen af 1999.

Allerede som 20-årig brød Kelis igennem lydmuren og alskens hitlister, da hun skrålede ordene: “I hate you so much right now!” på singlen “Caught Out There” og med ét blev et velkendt navn.

Kelis har i dag solgt millioner af album, men betragtes stadig som en outsider i forhold til musikindustriens popdivaer. Lige fra begyndelsen har hun nemlig gået sine egne veje rent musikalsk og er kendt for at eksperimentere med rammerne for, hvordan r&b og pop kan lyde.

Efter at have udgivet to hele studiealbum med rendyrket space-r&b-produktion af The Neptunes, på pladerne Kaleidoscope og Wanderland, ramte Kelis for alvor en global nerve på sit tredje album Tasty i 2003, der producerede kæmpe hits som “Milkshake”, “Trick Me” og “Millionaire”.

Herefter lagde Kelvis delvist musikken på hylden, da hun i 2007 brød med sit pladeselskab for at uddanne sig til kok. Sangerinden tog glæden for mad med sig på sit seneste album  Food fra 2014 og leverede et funky udspil, der modtog fire ud af seks stjerner af vores anmelder.

LÆS OGSÅ: Tilbage til de funky rødder

Kelis har desuden netop annonceret, at hun er i færd med at kokkerere sit syvende studiealbum – så ud over at dele ud af sine kæmpe hits, kan Kelis forhåbentlig også byde de danske fans på nye musikalske godbidder, når hun indtager Store Vega den 6. marts.

Billetsalget starter den 22. november klokken 10 – billetterne kan købes her.

Varm op til Kelis med den hårdtslående r&b-single fra 1999:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA